| Beskrivelse af sagen/sagerne |
(fortsætter fra folio 227)
noget istykker, men dette skeete da de i Mørke og i et snevert ryum forsøgte paa at komme hastig ud og ved den Leilighed stødte til Bordet, hvorpaa Flasker og glas stode. Schmelling bemærkede: at han var een af de Første som kom ud paa Gaden, da han saagar i Huset efterlod Hat og Stok, og at Klein paa Gaden tog fat i ham og sagde: at han nu skulde undgjelde for det Hele, idet han paa samme Tid raabte Gevalt og var det ved Nødværge at Kleins Haprok gik istykker. Klein bemærkede nu; at da han slukkede Lyset i Lanternen og tog den ned med den Yttring som omforklaret, stod der et andet Lys, hvilket, som meldt blev slukket. Han benægtede først at have taget fat paa Schmelling i Gaden og sagt: at han skulde undgjelde, men derimod passerede det saaledes som af ham allerede omforklaret, hvilket han kan beviise, og blev han af Schmelling 2de Gange kastet til Jorden. Endvidere observerede han: at han, da han slukkede Lyset i Lygten, fandt sig fornærmet ved at hans Kammerater skuppede den Ene paa den anden saaledes at de fore imod ham, hvoraf han sluttede at det Hele skeete for at yppe Klammerie m: m:, og derefter fremstillede han nu hans Vidner FrieCouleurte Elizabeth Mingo, George Hatchet, Silva Helena, Carl Sporon, Cathrine Christian og Cathrina Caney; hvilke hver for sig forklarede, efter at være formanede til Sandhed: at de hørte da Klein omtrent v ed 11 slet raabte om Hjelp, og saae Elizabeth Mingo at 3de Personer løb, af hvilke hun kun kjendte Lund, og Hatchet saae at en høi føre Mand havde fat i Klein paa Gaden og forsøgte at give ham Stød i Hovedet, men hvem han var veed han ikke. Da der først blev banket paa Kleins Dør, hørte han, at der udenfra blev svaret "Politie", hvoraf han formoder at det var
(fortsætter på folio 229) |