| Beskrivelse af sagen/sagerne |
(fortsætter fra folio 226)
Fisk, som han i spøg vilde slaae Lund i Nakken med, men i det samme gik den i Stykker, saa at han allene beholdt Rumpen i Haanden. Lund tog derpaa en Karaffel fra Bordet og kastede efter Klageren, som rammede hans skulder, faldt paa Jorden og sprækkede. De Militaire Personer forholdt sig roelige, men de øvrige gjorde endnu endeel Støj, og tilsidst blev Lyset slukket af en eller anden, hvorefter de slog Alting ned fra Bordet, nemlig Glas, Flasker etc. som han vurderer til circa 4 $ . Han saae sig saaledes nødsaget til at løbe ud paa Gaden og raabe om Hjelp, hvorpaa samtlige Personer toge Flugten paa Schmelling nær som tog fat i Klein og rev hans iklædte Haprok istykker. Iøvrigt observerede Klageren , at bemeldte hans Kammerater fleere Gange forhen om Aftenen har spiist og drukket for Betaling i hans Huus, hvorved de alletider har været ordentlige og han veed derfor ikke hvad han skal tilskrive det paaklagede Overfald uden forsaavidt de syntes at være beskjænkede hvilket Berg viiste i høi Grad. I Anledning heraf fremstod nu de paaklagede Politiebetjente, som efter at være hver især foreholdte deres paaklagede Opførsel, svarede: at de vel Aftenen quæstionis vare noget beskjænkede, men at de aldeles ikke havde havt til Hensigt ved deres Komme til Klein at tilføje ham noget ondt; de vedgik iøvrigt at de havde været lystige og Lundf benægtede at have kastet nogen Karaffel mod Klageren, ligesom ogf de øvrige nægtede at have seet saadant; er erklærede tilluige eenstemmigen at der ei var noget andet Lys tændt end det som var i en Lygte, hvilken Klein i Værdi skar ned, og i det han selv slukkede Lyset, sagde han "at de nu kunde gjøre sig saa lystige som de vilde." De benægtede ogsaa at de med Forsæt havde slaget
(fortsætter på folio 228) |