| Brødtekst |
Disse Provisions Indkjøb have altid medført Vanskeligheder som Regjeringen ikke var istand til at hæve. Jeg beder i denne Henseende at turde henholde mig til den allerunderdanigst konfidentielle Skrivelse jeg ifølge min naadigste Fyrstes mig ved Afreisen meddeelte mundtlige Befaling har vovet at indsende. Maaskee tør jeg og henvise til Kammerherre Rothes Sagkundskab. Han vil udentvivl kunne give Oplysninger som meget kunne tjene til at opklare nærværende Sag, til hvis egentlige Udvikling jeg nu allerunderdanigst tillader mig at skride:
Under 28de Decbr. 1824 havde Kammerraad Lammers indmeldt, at da Meel og Smør dagligen kunde ventes udsendt, havde han sluttet Akkord med Kjøbmand Nyland om at levere til Magasinet "det behøvende Qvantum af Meel og Smør til de sidste, af Regjeringen under 24de August, approberede Priser, indtil den Dag det udsendende Meel og Smør modtages, og hvorved undgaaes at indkjøbe mere af disse Artikler end det er høist nødvændig."
Regjeringen svarede under 4de Januar 1825. "Som af Hr. Kammerraaden anført i Skrivelse af 28de f.M. bifaldes indtil videre den af Dem med Thomas Nyeland indgaaede Akkord at levere til Magasinet det behøvende Qvantum Meel og Smør til de i Skrivelse af 24de August f.A. approberede Priser, nemlig Smørret à 35 [kanikkelæses] pr. og Melet à 7 $ pr. Tønde."
Han var altsaa herved aldeles bundet til at ikke kjøbe mere Meel og Smør end hvad som behøvedes "indtil den Dag det udsendende Meel og Smør modtages."
Capitain Tikjøb ankom hertil den 8de Febr. med Smør og Meel fra Collegiet. Det blev modtaget den 15de Febr., besigtiget den 25de og Besigtelses Forretningen indsendt af Forvalteren Kammerraad Lammers under 3die Martz, saa at den først den 7de kunde komme for i Regjeringen, som den 8de befalede ham at indtage Melet paa sit Regnskab, hvoraf fulgte at dets Forbrug strax burde begyndt.
Ikke desmindre vedblev Kammerraaden at lade udtage til Garnisonen af det Meel han havde kjøbt af Nyland; indtil Regjeringen ved Resolution af 18de Martz gjorde Ende paa disse Sinkelser, der klarligen havde til Hensigt at forlænge Forbruget af det Nyelandske Meel, efter at det kongelige Meel allerede var ankommet.
Nylands Regning for 100 Tdr. Rugmeel og 1600 Smør, til Beløb $ 1260, hvilket udgjør 1968 Rd. 72 s V.C. var imidlertid bleven forelagt Regjeringen.
Da denne Regning var forsynet med en Attest fra Kammerraad Lammers hvori han sagde at Indkjøbet var approberet ved Regjeringens Skrivelse af 4de Januar, hvilket Bogholderen mundtligen bekræftede, saa passerede den og blev beordret anviist til Udbetaling uden af Regjeringen for Øieblikket blev opmærksom paa at ovennævnte vor Skrivelse af 4de Janr. ikke approberede Regningens fulde Beløb.
Det varede imidlertid ikke længere end til 28de Martz da vi bemærkede at Regningen lød paa et større Qvantum Meel end det som behøvedes indtil den Dag det udsendende Meel modtoges, hvilket egentlig var den 15de Febr; men som vi antog at være 8de Martz de de ovennævnte Sinkelser havde foranlediget [at] Regjeringen ikke før 8de Martz havde kunnet befale Melet indtaget paa Kammerraadens Regn[skab,] men ønskede at være saa mild imod ham som mulig. Regningen blev derfor opgjort indtil den [.............]. Han bad mig vel mundtlig om at udvide den til 18de Martz, men dette afslog jeg da det fore[...................] viist ham mere Eftergivenhed end ham tilkom.
[......................] beløb Forbruget af det Nylandske Meel sig ikkun til 631/5 Tønde.
Han havde indsendt Regning paa 100 Tønder og altsaa ved sin Attest forledet os til at lade udbetale af Deres Majestæts Kasse for 36 4/5 Td. Meel for meget, eller noget over 402 rd. V.C. mere end han burde have.
En saadan Attest, som indeholder en saadan Usandhed er vel upaatvivleligen en falsk Attest.
Vi ansaae det derfor høi Pligt strax at lade ham tilbage betale denne Sum og tillige at give ham en Irettesættelse der kunde forebygge sligt for Fremtiden. Bogholderen fik og en Advarsel.
At Kammerraaden mange Maaneder senere har udgivet de 36 4/5 Tønde Meel til Garnisonen, kan hverken borttage Usandheden af hans Attest eller udslette den Egenmægtighed med hvilken han havde indkjøbt mere Meel end Regjeringen havde tilladt ham.
Kammerraad Lammers beklagede sig heller ikke strax. Først nu, et heelt Aar senere, saa det næsten lader som handlede han efter langt fraværendes Instigation, først nu beklager han sig over Irettesættelsen.
Han synes og selv at have følt Inkonseqvenzen heraf, thi han griber hvert et Udtryk af Regjeringen eller dens Medlemmer, især af Regjeringsraad Mouritzen, for at fremstille sig som forfulgt og mishandlet af os, deels for at vække Medlidenhed deels for om muligt, med en nyere Sag at dække Alderen af denne Gamle.
Jeg skylder derfor mig og især Regjeringsraad Mouritzen at sige Deres Majestæt at Kammerraad Lammers har ofte takket mig paa det inderligste og at jeg har havt Brev fra ham til Regjeringsraad Mouritzen af 22de April 1824 hvori han kalder ham sin ædle Velgjører og siger at Taknemmelighed mod ham skal følge ham i Graven, og i et andet Brev kalder han ham sit Livs Frelser. Desværre glemte Kammerraad Lammers sin Taknemmelighed meget snart.
Jeg vover at bede Deres Majestæt bemærke: at det er i hans Regnskabs Bog at Kammerraad Lammers har indført sin Klage, thi en Klage er det, saasom han selv deri siger: "at han henvender sig til Kollegiet for at erholde Satisfaktion", og "anholder om at Beskyldningen om at have afgivet en falsk Attest maatte vorde befalet tilbagekaldet."
at han kalder Regjeringens Irettesættelse en Beskyldning: Regjeringen har straffet Kammerraad Lammers, den beskylder ham ikke. Anseer Regjeringen en Undergiven skyldig, saa kan den klage over ham, eller sætte ham under Tiltale, eller straffe ham - den kan ikke beskylde ham.
Den har valgt at straffe Kammerraad Lammers fordi den ansaae denne Vei for den mildeste og hurtigste.
Anseer han Straffen uretfærdig, saa kan han paa lovbefalet Maade klage til vor Øvrighed men ikke indføre sin Klage i sin Regnskabsbog, og allermindst kalde den ham givne Irettesættelse en Beskyldning eller sige at han har givet os Leilighed til med Ære at kalde dem tilbage, hvorved det synes som om han ikke anseer sig som vores Undergivne.
Mange flere saadanne Uregelmæssigheder kunde jeg anføre; han har tilladt sig at tillægge mig Udtrykke som jeg ikke har brugt. Dog jeg vil ikke trætte Deres Majestæt længere.
Jeg smigrer mig med at have beviist at Regjeringen har handlet [r]etfærdigt og mildt imod Kammerraad Lammers og at hans Klage er ubeføiet, usubordineret og [..................]
Deres Majestæt vil maaskee finde at jeg i saa[.................] |