Brødtekst |
Protokollen
for hver Regjeringsdag i hele Julij Maaned og var altsaa ikke syg.-
Med
Hensyn til Perioden, da bortfalder enhver Aarsag der kunde formilde
hans Forseelser i ovennævnte Tidspunkt, naar jeg viser at de fleste
af dem have en langt tidligere Oprindelse.
De 301 rd. 24 s. V.C.
Gebyrer for Valdkirks og Penekes Bevillinger modtog Hansteen den 23d.
November 1816 (henimod 3 Aar før General Major v. Bentzons rejse
hjem) Under 7d. December befalede Regjeringen at de skulde
retourneres til Raadet paa St. Thomas. Hansteen var ikke syg thi han
fungerede ogsaa denne Dag i Regjeringen. Desuagtet findes Raadet ikke
at have modtaget Regjeringens Skrivelse af 7d. December hvormed
Pengene skulde retourneres.-
Under 13d. April 1820 indbetalte
Hansteen disse Gebyrer i den Kongelige Kasse.-
Ikke med 301 rd. 24
s. V.C. som han havde modtaget; men ikkun med 40 rbd. 16s. for hver,
eller 69rd. 73 s. V.C. i alt. Han har altsaa ikke blot indesiddet med
den hele Sum i næsten 3½ Aar, men derpaa indbetalt 238 rd. 37 s
V.C. mindre i Deres Majestæts Kasse end han havde modtaget. Vel
stræber han i sin Erklæring af 14d. September 1823 at insinuere, at
det er uvist om han har modtaget 301 rd.24 s. V.C. men hans
egenhændige Qvittering paa Postbogen bevidner Visheden deraf, og
beviser altsaa ogsaa denne Forbrydelse som det høje Kollegium i dets
Skrivelse af 24d. October 1822 anseer saa graverende.
Hansteen
siger vel at Gebyrerne ej turde indbetales her, før en senere
Bestemmelse tillod det. Saavidt jeg kan spore, har det siden 1815
altid været tilladt at betale Gebyrerne her, og jeg kan ingen senere
Bestemmelse finde. Men var det ikke tilladt at indbetale dem her, saa
var dette kun en Aarsag mere for uopholdelig at retournere dem efter
Regjeringens Befaling af 7d. December 1816.-
Det synes som denne
Mand ligesaa lidet tager i Betænkning at foregive højere
Bestemmelser skjønt de ej findes i Arkiverne, som Sædvaner
Regjeringen skal have taalt og Sygdomme hans egen Haandskrift
modbeviser.-
Under 1ste August 1822 (efter alle disse Opdagelser)
indmeldte Hansteen selv, at han havde forglemt at indbetale i Deres
Majestæts Kasse 767rd. 80½ s oppebaarne d. 14d. Januari 1820 af
Landkassen for at hjemremitteres.-
Alle ovennævnte Ankeposter ere
fuldkommen bekræftede ved Hansteens egen Haandskrift.-
Betzaniel
Daniels og Hustrues sidste Villies Konfirmations Gebyrer hævede han
10d. Januari 1817, Ursilla Daniels do. 30t. April 1817. Rachel
Goodmans do. og Kommissariers Bevilling til at behandle hendes Boe
hævede han i Januari 1817. Catharina Goslings Oprejsnings Gebyrer i
Maij 1819. Alle før General Major v. Bentzons Afrejse. E. Sarquis
facultas testandi samt Moses Elias Levij, Emanuel Benjamin og S.
Robles Gebyrer for Konfirmation paa en Interressentskabs Kontrakt
hævede han i 1819. Alle disse Gebyrer indbetalte han først den 19d.
April 1820.
Hansteens Erklæring: at andre Gebyrer henstode
uberigtigede, kunde jo umuligen berettige ham til at indesidde med
disse til 1820. Han var ikke bemyndiget dertil af Regjeringen.- En
enkelt forsømt Indbetaling kunde maaskee ansees som Forglemmelse,
skjønt vist af den Natur at den gjorde ham uværdig til et saa
vigtigt Embede. Men saa mange indeholdte Summer, og stundom
indeholdte med saadant Overlæg at Regjeringens Ordrer til Bogholder
Kontojret og til Raadet ogsaa ere tilbageholdte, samt Hansteens Brug
af kongelige Penge, imod Forordningen af 30t. Januari 1793 §17 som
sætter Embeds Fortabelse herpaa, bekræfte vel Kommandeur Rothes
Udtryk: svigagtig Indesidden. Ikke at tale om den Mistanke
Hansteen paadrog sig i 1821 om meget betydelig Kassemangel.-
Ikkun
Haab om at redde noget af Deres Majestæts Tilgodehavende og
Medlidenhed med hans uskyldige Familie, bevægede mig til at
foretrække Melding til det Kongelige Kollegium fremfor at lade
umiddelbar anlægge Sag imod ham.-
Men jeg stoler med fuld Tillid
paa min Fyrstes Retfærdighed, som vist ej vil tillade at en Mand der
har beviisligen gjort sig skyldig i saa mange Forbrydelser, igjen
indtræder i et Embede af denne Vigtighed.-
Jeg er langt fra at
ville unddrage Regjeringen eller mig Ansvar, dersom vi ej saavidt
muligt holde vore Undergivne til at opfylde deres Pligt. Men det
vigtigste Middel hertil er at straffe dem som handle imod eller
forsømme denne Pligt. Og Deres Majestæt vil vist selv føle at det
er dobbelt vigtigt at opretholde vor Agtelse og Myndighed paa en Tid
da Oppositionsaand kuns alt for meget har viist sig og da vore
Naboers Anarkie sætter os i en Stilling som er langtfra at være
uden Fare.
De ovennævnte tilbageholdte Expeditioner af
Regjeringens Ordrer vise noksom, at dersom jeg skal kontrollere
Hansteen, som Regjeringssekretair, saaledes at han ikke kan begaae
lignende Bedragerier, maae jeg selv være tilstæde ved Brevenes
Forsegling, see Pengene indsluttede, følge dem til Posthuset o.s.v.
Og endda kunde ikke alt forebygges. Selv Beviserne for Hansteens
Forbrydelser kunde han tilintetgjøre, dersom jeg efter Kollegii
Skrivelse af 3di. Julii overgav ham Bestyrelsen af Regjerings
Sekretariatet.
Revisionens Spørgsmaale om nogle af Hansteens
regnskabssager foranledigede Regjeringen til Undersøgelser, som have
draget Hansteens Forbrydelser for Dagen. Dette er nu vist nok
Forretningernes rigtige Gang. Men naar Revisionen stundom vil bedømme
General Gouverneurens og Regjeringens Embedsforanstaltninger; saa
troer jeg dette er en Ret som ikkun tilkommer det Kongelige
Kollegium. Kontrollen derimod med Urigtigheder i Regnskaberne
paaligger vel egentlig Revisionen og ikke Regjeringen, som ellers
vilde blive et Underburuiu for Revisionen og desuden ikke være
istand til at bestride Forretningerne med det nuværende Personale.
At vi, hvor vi opdage Uordener, bør uopholdeligen drage svigagtige
eller forsømmelige Embedsmænd til Ansvar, er vist nok vor Pligt, og
det er hvad Regjeringen har stræbt at udføre ved dens Indberetning
af 23d. Julii 1822 om Hansteen.-
I Udøvelsen af denne tunge Pligt
maae vi stole paa det Kongelige Kollegii Understøttelse, men at vi
skulle være ansvarlige for de Bedragerier som begaaes af
underordnede Embedsmænd, naar ikke Forsømmelse fra vor Side har
foranlediget det, er vel at fordre mere af os end menneskelig
Klogskab med ærlig god Villie kunne præstere.-
Maatte dette
Forsøg paa at drage Grændsen mellem Regjeringens og Revisionens |