| Brødtekst |
Som Chef er det mig der bør remittere Sagen, og naar han siger at han vil saa gjør han et aabenbart og subordinationsstridigt Indgreb i mine Rettigheder.
Utilfredshed med Dommen involverer desuden en lucit Beskyldning om Partiskhed hos Dommeren. - Og denne Beskyldning kan jeg ikke bedre gjendrive end ved allerunderdanigst at fremsende Forhørene og Domsakterne, tilligemed Kammerherrens Promemoria. Naar han yttrer Misfornøielse med mine Udladelser saa har jeg ikke fremstillet andet end Fakta for hvilke Deres Majestæt vil finde Beviser i det Foregaaende og i Kammerherrens egne Bilage. Og dersom han stundom har nødet mig til at tale i en strængere Tone end jeg ønsker og pleier saa vil Deres Majestæt naadigst bemærke at det er en Chefs Pligt at anvende en stræng Tone naar Inferieuren forglemmer sin Stilling imod ham.
Da jeg imidlertid ikke ønsker at forholde Nogen direkte Adgang til Hans Majestæts Retfærdighed naar han troer at behøve denne, saa tilstillede jeg ham Akterne med en Skrivelse under 3die Julij /: Bil. No. 6 t. P.M. :/
I den anden Skrivelse /: No 1 til P.M. af 7de Julij :/ synes det næsten som Gouverneuren vil nøde mig til at give en Bestemmelse som ene tilkommer Deres Majestæt men hverken Gouverneuren eller mig.
Da baade Gouverneuren og Major v. Chabert nu ere paa St. Thomas, saa vil jeg altid have Tid at træffe nye Forholdsregler om den Ene af dem skulde forhindres fra at føre Kommandoet.
Den Misforstaaelse og Tvivl i Kommandovæsenet som indtraf da Gouverneuren den 26de Maij forlod St. Thomas uden i regelmæssig Form at have overgivet Kommandoet til Nogen eller kommuniceret det til alle de øvrige Corpschefer, vil altsaa nu ikke saa let kunne indtræffe. Og naar Gouverneuren uden Indskrænkning siger, at jeg har befalet at han ikke maae overgive Kommandoet over Garnisonen og Milicen til Brandmajoren saa er dette en respektstridig Udvidelse af min Befaling af 2den Junij /: Bil. No. 3 P.M. :/ som ikkun byder dette indtil Hans Majestæts allerhøieste Befaling indløber.
Og naar han senere hen tillader sig at spørge "om Brandmajor Wright og følgeligen Corpset under hans Kommando, skal aldeles udgaae af det borgerlige Militaires Detaille, og saaledes den engang her etablerede Orden skal ophøre", saa er dette i det mindste et lige saa umilitairiskt, overflødigt og upassende Spørsmaal, som det af Captn. v. Holten fremsatte Spørsmaal som Kammerherren har lagt til Grund for sin Klage af 31te Maij 1825, thi Kammerherren havde min Ordre af 2den Junij der indeholder bestemt nok den Klausul: indtil Deres Majestæts allerhøieste Befaling indløber. Med Hensyn til hvad der er etableret Orden bør jeg gjentage, at ingen Brandmajor nogensinde har havt Kommando over Militairet i Vestindien og jeg troer heller ikke i Danmark, indtil Kammerherren i sidste Maij gav den til Wright. Det er altsaa Kammerherren der etablerer en nye Orden, men mig der hævder den Gamle, dog uden at foregribe Deres Majestæts nærmere Bestemmelse, saaledes som Kammerherren har vovet.
Naar Kammerherren søger at gjøre Brandmajorens Interesse i denne Sag til Corpsets, saa er dette dobbelt strafværdigt, da det er bekjendt at denne Sag med alle dens Omstændigheder er kommet til almindelig Omtale i St. Thomas, istædet for at jeg i denne, med juridiske Qvæstioner blandede Sag, endog har nægtet mig en Sagførers Hjelp, for at ikke Omstændigheder skulde blive bekjendte der kunde forøge den Jalousie mellem Corpsene som allerede blev vakt ved at Kammerherren i Maij Maaned gav Brandmajoren Kommandoet.
Jeg svarede ham derfor under 3die Julij /: Bil. No. 2 til P.M. af 7de Julij :/ at han havde at holde sig min Befaling af 2den Junij efterrettelig og under høieste Ansvar at undgaae Alt hvad som kan vække Jalousie mellem de forskjellige Corps.
Jeg maa vente at man vil stræbe at kaste Skylden paa mig, som om jeg skulde have vakt Jalousie. Men det er klart at Jalousie ikke kan vækkes derved at ingen Bestemmelse tages. Og min Formening kan ikke vække Jalousie, da jeg bød og iagttog Taushed. En Mening som ikke er bekjendt kan ikke vække Jalousie. Men dette kan en Rettighed der gives en Mand eller et Corps uden allerhøieste Authorisation.
Deres Majestæt ville saaledes naadigen bemærke at Kammerherre v. Scholten meget nær har gjort sig skyldig i de samme Forseelser for hvilke Captn. v. Holten er bleven straffet.
Kammerherrens Fremgangsmaade med Hensyn til mig har været betegnet ved en Mangel paa Insubordination som jeg har maattet modarbeide ved en strængere Tone end jeg hidtil pleiede eller ønskede at bruge. Med Hensyn til Spørsmaalet om Brandmajorens Forhold til Militairet har den været en Bestræbelse paa at sætte sin Formening igjennem, hvorimod jeg ufravigeligen har stræbt at holde Tingene in statte quo indtil Deres Majestæts[!] allernaadigst bestemmer hvem af os der seer Qvæstionen under den rigtige Synspunkt!
Hans Forseelser imod mig vover jeg imidlertid at bede maatte vorde ham naadigst tilgivne; eller om Deres Majestæt ikke skulde finde dette passende, da at de maae vorde anseete paa mildeste Maade.
Men hans Trudsel at Captn. v. Holten ikke skal komme et Skridt videre end han er /: Forhøret p. 46 og 47 :/ synes at indeholde et Indgreb i Deres Majestæts Egen allerhøieste Myndighed som jeg ikke tør vove at yttre nogen Mening om, og hans Angreb paa Krigsretten gjøre mig det, ifølge Deres Majestæts Anordninger, til Pligt at bede: at mit og Rettens Forhold maae vorde strængeligen undersøgt og straffet om vi have handlet mod Eed og Pligt; men at om vi skulde findes fri for betydelig og grundet Anke, at Kammerherren da maatte vorde anseet saaledes som han fortjener det.
Og vover jeg saaledes allerunderdanigst at indstille Sagen til Deres Majestæts allerhøieste Resolution.
allerunderdanigst
B. |