| Brødtekst |
Officeer paa St. Thomas fører den militaire Overkommando, men
jeg har viist at naar Militair og Milice støde sammen er ikke altid den
ældste Officeer: høistkommanderende. Det er altsaa endnu mere tvivlsomt
om Brandmajoren fordi han er ældst, strax kan ansees som
høistkommanderende.
Naar Brandmajoren kommandere Captainer af
Tropperne og Milicen, saa maae Brandkaptainer kunne kommandere
Lieutenanter og Brandlieutenanter kommandere mindre Afdelinger af
Militairet og Milicen; hvilket, da de ere kouleurte, strider imod Deres Majestæts Reskript af 16de Julij 1819; Lt, 2.
Af alle disse Grunde troer jeg at en Brandmajor ikke kan ansees som en militair Officeer. I det mindste
er det høist uvist - saa uvist at Overkommandoet ikke bør gives
Brandmajoren uden først at indhente Deres Majestæts Befaling.
I denne
Uvished, og da aldrig nogen Brandofficeer indtil Maij 1825 havde
kommanderet Militaire eller Milicekorpser paa de vestindiske Øer, jeg
troer heller ikke i Danmark, endelig da Brandkorpset paa St. Croix og
det paa St. Thomas nødvændigviis maae staae i eens Forhold til de
respektive Militaire og Milice Corpser og da altsaa en Bestemmelse given
paa det ene Sted giver Brandkorpset paa det andet Sted Ret til en
lignende Bestemmelse, saa burde Kammerherre v. Scholten ikke uden
indhente General Gouverneurens Formening, have paataget sig at give en
saadan Ordre som var et middelbart Indgreb i hans Chefs individuelle
Kommando. Især da han let kunde have udsat Revuen til han havde erholdt
min Beslutning, eller afholdt Revuerne specielt, hvert Corps for sig,
indtil en Major kunde vorde sendt derover for at erholde Tid til at
indhente Deres Majestæts allernaadigste Befaling.
Dette var saa meget
mere Pligt som en Rettighed, givet et Corps uden allerhøieste Sanktion,
maatte give Anledning til Jalousie mellem de forskjællige Corps.
Men Gouverneur v. Scholten har ikke engang meldt mig denne Bestemmelse, skjønt den maatte have Indflydelse paa mit Gouvernement.
Kammerherre
v. Scholten ankom den 26de Maij til St. Croix, uden at jeg i Forveien
var underrettet herom. Dette kan imidlertid ikke lægges ham til Last, da
jeg havde givet ham en Slags Tilladelse dertil. Jeg anfører det blot for at vise at jeg ikke kunde forebygge de Følger denne Reise havde.
Den
30te meldte Kammerherren mig mundtlig at han havde modtaget fra Captn.
v. Holten en skriftlig Forespørsel /: Bilag 3 til Forhøret :/ om hvem
der har Overkommandoet i Kammerherrens Fraværelse. Kammerherren
forklarede at han havde ladet Kommandoet af ethvert Corps beroe hos dets
Chef, dog ansaae han Brandmajor Wright som høistkommanderende.
Jeg
svarede ham at jeg ikke fandt at Deres Majestæts Anordninger bemyndigede
en Brandmajor til Kommando over Militairet, men at da Kammerherren var
af en anden Mening, og det altsaa kunde synes qvæstionabelt vilde jeg
naar jeg nøiere havde overveiet Udtrykkene i Deres Majestæts
Anordninger, indhente Deres Majestæts allerhøieste Resolution. Jeg bad
Kammerherren tilstille mig Captainens Skrivelse ledsaget med en
skriftlig Erklæring fra Kammerherren dertil.
Kammerherren yttrede
endeel Misfornøielse med Disciplinen i 3die Corps og med Captn. v.
Holten - sagde at man maatte stole paa Milicen og opmuntre dens
Officerer med Rang, o.s.v., men yttrede intet om at have givet nogen
bestemt Ordre om hvem der havde Overkommandoet. Jeg bad ham derpaa at
han i Fremtiden ikke vilde forlade sit Gouvernement uden min
Indvilligelse, paa det jeg kunde træffe Forholdsregler til at forebygge
lignende Kollision.
Nogle Dage derpaa tilsendte Kammerherren mig
Captn. v. Holtens omtalte Skrivelse, dateret 26de Maij /: Bilag 3 til
Forhøret :/ med Kammerherrens Erklæring af 31te Maij /: Bilag 5 til
Forhøret :/
Da Kammerherren ikke bestemt graduerede Captainens Forseelse og jeg ansaae den af saadan Beskaffenhed at den lod sig
afgjøre ved en arbitrair Straf, som Kammerherren selv kunde diktere, saa
svarede jeg under 2den Junij /: Bilag No. 3 til Promemorien :/ at
Kammerherren selv havde den fornødne Myndighed for at hævde Disciplinen
og see sine Befalinger efterlevede, og at om han ikke ansaae dette
tilstrækkelig, saa vilde jeg forvente nærmere Melding.
I øvrigt vil
Deres Majestæt naadigst bemærke at Kammerherren i denne Erklæring af
31te Maij heller ikke nævner at have givet nogen bestemt Ordre om at
Brandmajor Wright skulde have Overkommandoet. Det vilde været naturligt
paa Captainens Spørsmaal om hvem der havde Kommandoet at svare: Det har
min Befaling afgjort! men i den Sted støtter Kammerherren sin Paastand
om Captainens Umilitairiskhed og at hans Spørsmaal var overflødigt og
upassende, derpaa at Captn. selv kunde besvaret sig det, da han, ved
General Revuen i Maij stod under Brandmajor Wrights Kommando.
I Circulairet af 25de Maij /: Bilag No. 10 til Forhøret :/ forventer Kammerherren Melding fra enhver af Corps Cheferne.
Dette
vilde have været imod al militair Orden, hvis der var en
Høistkommanderende da denne i saa Fald havde at modtage Meldingerne og
overlevere dem til Kammerherren.
At lade Kolonien staae uden Høistkommanderende indtil noget indtræffer, og derpaa vente at den man tiltænker
Kommandoet skal træde frem og erklære at han nu overtager det, er vist
en meget umilitairisk Idee, og dobbelt saa naar der kan være mindste
Tvivl om den Fremtrædendes Ret!
Naar Gouverneuren forlader sin Post
bør Kommandoet formelig overgives til den der skal føre det i
Fraværelsen; dette bør formeligen bekjendtgjøres for Corpscheferne, som
bør melde til den nye Høistkommanderende, da denne ellers maae blive
uvidende om alt hvad der ikke forefalder under hans Øine, og hans Ordrer
i paakommende Tilfælde altsaa lætteligen ville komme for sildig.
Denne
Circulaire, som byder at melde direkte til Gouverneuren, sammenholdt
med de forhen nævnte Omstændigheder gjorde mig aldeles forvisset om at
Kammerherren ikke ved sin Afreise havde givet nogen bestemt Befaling om
hvem der skulde have Overkom- |