| Brødtekst |
-ne, David Meyer, har uden mindste Tvivl lagt Haand paa den
af Opløbet mishandlede blanke Mand og har været med de første som grebe fat paa
ham, men dette er kun udsagt af medskyldige, og det er derfor tvivlsomt, om han
ved Sagens retlige Paakjendelse kunde findes skyldig; da nu hans Frihedsstand
er tvetydig, i det han vel for længe
siden ved Testament er frigivet, men ikke findes at have General Gouvernemenets
Fribrev efter Anordningerne, og han desuden er et slet Subject, som tvende
Gange før har været i Rettens Hænder, ansaae jeg Exil fra de danske Colonier,
som den meest hensigtsmæssige Fremgangsmaade mod ham.
Den anden, Wm. Runnels, har taget activ Deel i Opløbet,
skiøndt ei begaaet de groveste Excesser, men derimod i opbragt og som Vidnerne
forklare oprørsk Tone raabt paa ”le bon temp viendra”; han har tilstaaet at
forstaae Meningen af disse Ord, og uagtet en tvungen Forklaring har i Forhøret
har søgt at ville give dem, er det dog indlysende, at de under de given
Omstændigheder ei kunne betyde andet end, at den Tid skal komme, naar vi
Farvede skulle have Overhaand. Da nu bemeldte Wm. Runnels ikke er fød her paa
Landet, men paa St. Eustatius, og for resten er vel bekjendt som anstukken af
Tidernes Uroligheds Svingel, har jeg troet det klogere at lade ham forvente den
gode Tid paa St. Eustatius end i Deres Majestæts Colonier.
Copie af min Resolution til den nedsatte Commission
indsluttes allerunderdanigst.
Den Commission af 19. Maj 1815 til hvilken i Resolutionerne
alluderes, er den som blev nedsat for at optage et Mandtal, og inden hvilken
enhver Fricouleurt blev tilspurgt om han var villig til at forrette den
Tjeneste ham af Øvrigheden maatte affordres efter gammel Skik. Det er
mærkeligt, at af alle implicerede findes kun en eeneste, Richard Craven, som
inden denne Commission har erklæret sig villig til at adlyde, hvilket jeg ogsaa
har taget i Betragtning som virkende Præsumption om hans undersaatlige
Sindelaug, til hans Strafs betydelige Nedsættelse. Alle de øvrige, hvilket
ogsaa i Resolutionen er anmærket, ei som Grund for Straffen, men som
bestyrkende Præsumptionen om et opsætsigt Gemyts Beskaffenhed, have givet Svar,
som gik ud paa, at de ingen an- |