| Levnedsskildring |
Med Valdemar Thyssen er en ædel Karakter gaaet bort. Han var den sidste mandlige Slægtning i denne Familie, idet hans eneste ældre Broder døde allerede i 17 aars Alderen. Enhver, som kom i Berøring med ham, kom til at holde af ham, og han er derfor savnet af mange. Mig har flere af hans Kammerater fra Krigstiden fortalt smukke Træk om ham. De havde i alle Situationer i ham en oprigtig Kamerad, som gav af de Gaver, der blev ham sendt, saa rigeligt til dem, der trængte til det, at han selv ofte maatte lide Savn derunder. Igjennem alle sine Breve sporedes en dyb Længsel efter sin Hjemstavn, som han holdt meget af, og en alvorlig Harme over at maatte vie sine bedste aar en Sag, som han ingen Interesse havde at kæmpe for. Han rygtede da ogsaa Fædrenjorden, som han paa Grund af sine Forældres tidlige Død maatte overtage i en forholdsvis ung Alder, god. Sine ledige Timer tilbragte han mest i den frie Natur, idet han var en ivrig og dygtig Jæger. Jagten var hans eneste Avspredelse, og den foretrak han frem for al anden Fornøielt, Mangen en Roedbuk er falden for hans sikkre Kugle. Vel ingen har han tilbragt smukkere Jagtdage sammen med end med mig. I sine Breve feirede han da ogsaa altid Reminiscenser derom og udholte Haabet om, at disse gamle Dage maatte komme igjen. Men desværre kom det anderledes. Om Valdemar Thyssen har vi alle kun gode og lyse Minder. Adser Hansen |