| Levnedsskildring |
Den Faldne var opvokset i et godt, jævnt og solidt Bondehjem, hvor Soliditet, Flid, Nøjsomhed og Gudsfrygt holdes i Hævd og Ære. Ligesom den Afdøde selv var et godt, paalideligt og flinkt ungt Menneske, der - saavidt han var kommen - levede godt med i vort folkelige og nationale Liv, saaledes ogsaa hans Forældre og Søskende. Han var prægt af Hjemmet, hvorfra han var udgaaet og hængte ved sit Hjem og sine Søskende og Forældre med en rørende og trofast Kjærlighed. Dette (hans Længsel efter og Kjærlighed til Hjem, Forældre og Søskende) gik som en rød Traad gjennem alle hans Kort og Breve. Gjennem Soldaterlivets Lidelser og Savn baade i Garnisonen (han fik sin uddannelse i Potsdam) og senere i Fronten, kom det alvorlige og dybttænkende, der laa i hans Natur, noget stærkere frem. Ogsaa i sit Gudsforhold modnedes han under Soldaterlivet og lærte efterhaanden at lægge sin Skjæbne over i Vorherres Haand. Han var noget af en indadvendt Natur, noget stille og tilbageholdende, men ærlig, redelig, pligtopfyldende og sanddrue til det yderste i al sin Færd. Sjældent gik han med de andre Unge til Fornøjelser og Morskab, men derimod nok til Møder og hvor der var et godt Ord at høre. Han holdt meget af at læse og fordybe sig i en god Bog. Han skrev hjem til en af hans ældre Venner (en Gaardmand, hos hvem han havde tjent), at han daglig bad til Gudfader og lagde sin Skjæbne over i hans Haand, hvad enten han skulde faa Lov til aften at komme hjem, eller han skulde blive derude. Af hans Foresatte fik han det bedste Vidnesbyrd for hans Ærlighed og pligtopfyldende Trofasthed. Dette fremgik tydeligt af Breve baade til hans Forældre og Sognets Præst da han var falden. Alt i alt kan det siges om Peter Rasmussen - hvilket ogsaa passer med mit personlige Kjendskab til og Indtryk af ham -, at han sikkert vilde være bleven en god Mand baade som Menneske og Kristen, om han havde faaet lov til at leve, en af dem, der vilde have levet med i alt stort og godt hernede, en af dem, der paa en stille, men ærlig og trofast Maade bærer vort Land og Folk, ikke mindst i trange Tider. Rødding, den 1 Juni 1919 Jakob Østergaard |