| Levnedsskildring |
Vi var Legekammerater, fra vi var smaa. Jeg var dog et Par Aar ældre end han og husker ham defor, fra han var meget lille. Fastbyggety, rund og kraftig, frisk og rødmosset var han alle dage, og saa havde han et Par vaagne straalende Øjne, der vidnede om Liv og Lune og Godmodighed, de banede Vej for ham og gjorde deres der til, at han saa hurtig vandt Venner, vor han senere hen i Livet færdedes. Helt fra lille af var der noget selvstændigt og oprindeligt hos ham, det kunde ofte give sig Udtryk under hans Leg. Hans sunde Naturlighed var noget af det, man senere hen hurtigt følte sig tiltalt af, det udmærkede ham alt som Barn. Hans Godmodighed var parret med Mod, han var aldrig bange for at tage sit Tag selv mllem ældre Legekammrater, og Blikket var da fyrigt og fast. Venlige Øjne fulgte Drengen under Opvæksten. De, der kendte ham, fandt, han gav Løfte om meget godt, man knyttede gode Forhaabninger til ham. Tiden skulde vise, hvad Drengen lovede, kunde Manden indfri. Hjemmet, som P. j. Petersen voksede op i, hørte i hvert Fald i nogen Henseende til de bedste. Vel var det ikke saadan, at man var Fyr og Flamme for det, der var oppe i Tiden, det var ikke den nye Litterartur, der blev drøftet af ung og gammel, Brydninger i 2/ Kirkespørgsmaal bragte ikke nogens Sind ud af Ligevægt. Den daglige Samtale havde en ret sindig Karakter. Det man fulgte nærmest var det nationale Spørgsmaal, det Dagens Avis bragte Medelelse om. Det som udmærkede Hjemmet var, at her var der Flid og gode Sæder at finde. Der var noget af sund Konservatisme over Hjemmet. Ærbødighed over for det overleverede i Sæd og Skik. Det var Hjemmets rige Lykke, at der var Sammenhold indadtil med nænsom Hensyntagen til hverandre, Tonen var venlig og god. Børnene fik tidlig lært at være nyttige i Hjemmet. Det var ikke smaa Arbejdskrav, der blev stillet, men Arbejdet gik med Liv og Lyst. Det var en Selvfølge, at det var saadan, at der kunde drives faldt ingen ind. Man var lige god om Arbejdet, derfor gik det hele saa let og naturligt, Husherren kunde færdes stille og uden mange Ord. Men det mærkedes let, at han var i Besiddelse af sikker Selvfølelse, og han vidste hvor han styrede hen. Overfor andre var man altid villig til at hjælpe, med Raad og Daad, og hvad man her paatog sig blev fuldført. Indtrykkene fra dette Hjem var velegnede til at sætte sit Præg paa de Børn, som voksede op her. Skolegangen, der var Adgang til, var kun Landsbyens. Men ud over dette fik P. J. Petersen dog en rig Paavirkning gennem Lærer P. Jessen |