| Breve |
har vi haft tordenvejr og blandet med kanontorden og geværild, det var som verdens undergang var nær. Men det er jo krigens værk, og når man hører kanonerne nu, ænser man det ikke mere, det er som skal det være sådan: men så kommer der også tider, hvor man er ene med sine tanker, som du vel også har erfaret, min kære Cicilie. Hvor kan man blive vedmodigt stemt, særlig nu til årstidens skønneste tid, at vi da skla leve fjernt fra hinanden. Men alt dette sker ikke uden Gud faders vilje, min kære kone, og jeg ved også, vi har ikke fortjent bedre. Jeg må med smerter sige, jeg var på syndens løbebane og havde ganske tabt min Herre og Frelser, og du min kære, hvordan står det med dig. Har du ikke benyttet den kærlige påskefest at søge Herren, jeg håber du har også funden ham. Hvad kan for os større glæde være end når der bliver os forkyndt Jesus er opstanden, døden har han overvunden. Dette har han gjort for os, hvad kan vi gøre for ham. Ja kære Cicilie, det første sprog i min konfirmationsundervisning jeg lærte var: Strid troens gode strid, grib det evige liv, til hvilket du og er kaldet, og haver aflagt den gode bekendelse for mange vidner. Jeg husker så grandt vor gamle præst, hvor har han gjort sig megen møje for at gøre os det klart, hvad det vil sige at stride den gode strid. Men senere bød verden mig hånden, og jeg fulgte. - og sådan går det desværre med så mange. Og jeg ville ønske, at alle som står derude i felten.... Fortsættes i næste opslag... |