| Breve |
Jeg har godt af dem, tager jeg gerne. Kl. 7 fik vi så den middagsmad vi skulle have haft i går. Derpå sov jeg igen 3 - 4 timer, det gjorde mig godt. Nu ligger jeg i et dejligt solskinsvejr udenfor i det grønne græs og har billedet af dig og de kære små stående foran mig, og tanken, hvornår skal vi samles igen, sniger sig stadig ind. Ak ja, lille mor, hvor sysler mine tanker dog til med lille Mads og Grethe, de kære små puslinger. Hvor kunne det være rart at se dem igen. En ting forstår jeg ikke og det er, hvordan det vil gå den stakkels befolkning her til vinter. Største delen er jo flygtet fra hus og hjem med deres få ejendele og dem der er tilbage, har jo intet at leve af. Kornmarkerne ødelægges. Dog den kære Gud, som tar omsorg for os stakkels mennesker, vil sikkert også sørge for dem. Ham ske evig tak for at vort kære Nordslesvig ikke er bleven krigsskueplads, og han vil sikkert også forskåne det i fremtiden. Nu vil jeg slutte med det smukke vers af Grundtvig, Så lad derpå os syn da fæste, hvad ælde kalde livets lyst! ja, lad os kæmpe med de bedste og vove kækt mod død og dyst! At byde den og graven trods kan med Guds hjælp og lykkes os. Russisk Polen, 2 - 8- 15. Nu marcherer vi igen dag og nat og ved ej hvorhen. Der siges, vi kommer i ro bag fronten. Om det stemmer er ikke godt at vide, men vi kunne da hårdt trænge til det. Når jeg kom hjem nu, tror jeg ikke du kunne kende mig, så mager er jeg bleven. Hører I noget fra Niels og Peder? Hils også de kære gamle. Russisk Polen d. 5 - 8- 15. I eftermiddag ligger vi i en stor skov, og har lidt ro. Det er ellers meget strenge dage. Vi har dog gud ske lov intet slag været i de sidste par dage, men dag og nat går det fremad på næsten ufremkommelige veje. Ellers har jeg det jo efter forholdene ret godt, men længes så forfærdelig efter mit kære hjem med dig og lille Mads og Grethe. Hils alle bekendte derhjemme fra mig og i selv være kærlig hilset og den gode Gud være med os alle. Kjestine Hansen Bevtoft i januar 1918. |