| Levnedsskildring |
[ fortsat ] mange af vore kjære Kammerater der hjemme fra, det er svært at see dem ligge i deres Blod, I kan slet ikke forestelle jer Krigens Rædsel og Jammer, hele Einen blive afbrændt. Hils nu min kjære Johanne jeg ved jo ikke om det blive den siste, vi vel haabe det beste, skulde jeg ikke vende Hjem haabe jeg du vel være hende en god Hjælper og trøste, vi ligge under aaben Himmel det meste af Tiden, I maa takke Gud at Krigen ikke Rase hos Eder, hele Belgien er en Ruin. Vær Hilset og Lev Vel i Guds Navn. Den 26 August var det Reinveir, da laa di parat til at tage mod fjenden hele dagen men havde dog Ro, men da var di ogsaa meget udmattet, da di hverken havde faaet Søvn eller Spise i næsten 2 Døgn, hen imod Aften gik de videre et par Time, og kom paa feldvagt. Laa et par Time og sov paa pleujet Jord, den 27 byggede di Bro og huggede Hein af, kom om Aftenen atte i Bivakt Maserede videre om Natten klokken 2 og bliv ved til om Aftenen klokken 5, da var di ogsaa saa udmattet, at hele Regimentet smed sig i Vejgrøften med hele oppakningen, her kjøbte de lidt flæsk og Kartoffle og spiste helt godt og sov om Natten i en Lade. Dagen derefter den 30 August om Søndag, laa de og ventede paa vor det nu skulde gaa hen, men da fik de dog liv at ligge i Ro den dag. Da skrive han Hjem til mig. Kjære Broder naar du modtage dette kort, er vi jo langt inde i fremmed Land, og nu er faren os jo lidt nærmere, men vi maa jo holde modet oppe, jeg vilde blot bede dig, see at holde modet oppe hos Johanna, hun behøve jo ikke at vide alt var vi døje, men skulde jeg ikke komme [ fortsættes ] |