| Levnedsskildring |
[ fortsat, #1 ] ret for Dagen: "Der er kun en af alle mine Kamerater som jeg er glad for, ja ham betragter jeg næsten som en Ven. Han er Polsk af Hjerte og Sind, ligesom jeg er Dansk. Vi har begge vor Viden fra tyske Universiteter, men vort Sindelag er bleven tro mod vort eget lille Land. Og det, at baade hans og mit Modersmaal blive saa ubarmhjertig undertrykked, det har ført os sammen. Han fortæller mig ofte om Forholdene i sit Hjem. Jeg kan se deraf, at de bliver ligesaa ja maaske mere uværdigt behandlet end vi, og de har absolut ingen Organisation, hvor meget kunde de ellers ikke udrette. De kunde gøre meget for at holde deres Sprog ren og dermed ogsaa bevare den Tanke at blive fri og selvstændig. Jeg har fortalt ham om vore Foreninger og Organisation, og han vil efter Krigen rigtig tage fat. Jeg haabe jo det samme om mig selv". Af et Brev som Jenses bedste Ven skrev, da han var falden, fremgaar det ogsaa at de, der kendte ham som Student, ventede sig meget af ham: "Jeg og vi alle havde tænkt os det ganske anderledes og vented store Ting af Ene (saadan hed han altid blandt Kameraterne) jeg ved bedst hvad han sad inde med af Evner og Tanker. Og selv havde jeg drømt om Ene som en dygtig Læge der elsker sin Gerning for dens egen Skyld, afholdt og skattet af sine Patienter for sin Pligtopfyldelse og Paalidelighed - for det maatte alle opdage hos ham, der kendte ham nøjere. Han havde Evne og Vilje til at tænke en Ting tilbunds og beskæftige sig med den saa længe han havde dannet sig en personlig Mening om den. Hvor tit har vi talt sammen om alt mellem Himmel og Jord, og naar jeg kunde nøjes med den Forklaring jeg syntes bedst om, saa blev Ene ved med at granske til han havde fundet Sandheden, selv om den ikke passede os". - Ja saadan var han, der var kun faa der kendte ham ret, for Dybden skjulte han. Ene - det sagde Kameraterne vel fordi Enemark var for lang, men i Grunden var det saa karakteristisk for ham. Midt i August blev han Soldat. Efter godt 2 Maaneders Udannelse i Slesvig kom han uden at se Hjemmet mere til Østfronten som Menig. Og Dage, Nætter, Uger Maaneder i Skyttegravkamp med Savn og Møje, blev nu hans Lod - og derom skriver han i et Brev: "Det er næsten bleven mig en Umulighed at anstrenge Aanden. De legemlige Strabadser, de moralske og sjælelige Indtryk er lidt saa store og overvældende, at man bruger lang, lang Tid inden man er kommen sig igen. Og da er man glad for hver Time, ja hver Minuts Ro - Ro, der vil sige sove, sove. Ikke fordi man egentlig legemlig trænger til Hvile, men Aanden forlanger Ro, blodt ikke tænke. Erindringen om de kønne lyse Øjeblikke man har oplevet inden Krigens Begyndelse, dem hænger man sig fast ved, og holder dem godt gemt længst inde som en Helligdom. Saaledes har jeg i Aanden dannet mig et stort lysende Billede af Mor. Det existerede kun [ fortsættes, se #2 ] |