| Levnedsskildring |
" Du voksed op, og Bogen blev din Lyst, saa flittig øste du af Kundskabskilden, du blev Student, men Hjertet i dit Bryst var stedse trofast, slukked blev ej Ilden, du altid blev dig selv saa lig og ens, den samme jævne hjertensgode Jens fra Hjemmet ud de lysegrønne Linde". Disse faa, rammende Ord er nok til at betegne hele vor kære Jenses Barndom og Ungdom, ti Bøger og atter Bøger var det som optog hans Tanker. Han elskede sit Hjem og sit Studiom og sit Land og saaledes svandt de korte Ungdomsdage. "Vi kunde ej det tro, da Budet kom og meldte, han var dø og borte, den Tanke eiede ej i Hjertet faste Rum, at han var lagt i Mulden ned den sorte". Men saadan gaar det vel alle, hvis kære er bleven derude som Krigens Offre. Vi kan jo ikke forstaa hvorfor? - Den Tanke var ikke et Øjeblik falden os ind, at Jens ikke skulde komme hjem mere, han var saa ung og stærk, han var vor Stolthed og Glæde, ham kunde vi ikke undvære, og den Gang forstod vi ikke hvad Ordet Krig betød. Jens regnede vi med til de unge Mænd, der engang vilde kunde udrette noget ikke alene for os men ogsaa for vort Land og Folk, ti hans Hjerte slog varmt for den danske Sag. - I et Brev hvor han fortæller om en polsk Kamerat kommer hans varme Sindelag [ fortsættes, se #1 ] -------------------- [ fortsat, #2 ] for mig selv, ingen anden faar Lov til at se det. Men ogsaa alle I andre har en Plads i denne min Billedgalerie, som ikke er saa lille enda. Og mærkværdig nok, du husker kun lysende lykkelige Farver." Hvor smertelig er det ikke i Brevene at læse "jeg længes, eller, jeg har Hjemve" naar man ved hvilken umaadelig Sum af Lidelse der ligger i disse korte vedmodige Ord fra denne elskede Broder. Et sted skrive han ogsaa: "Det blive mig klarere og tydeligere at Gud har en bestemt Hensigt med denne Krig, man mærker det paa sig selv og hos mange Kamerater." Og maaske skulde der saameget til, selve Livet for at vinde ham alt - Livsens Krone. Kun i Mindet har vi ham, og det Minde er for os en Helligdom. Hans Søstre. |