| Levnedsskildring |
Min Broder Eskild var aldrig kommet frem til en bemærket Plads i det Offentlige, religiøse eller politiske Liv, dertil havde han hverken Evner eller Trang. Hans Væsen var den stille, beskedne, solide, rettænkende Bondeart, som er præget paa de bedste og ædleste Landmænd i Nordslesvig, og som er en vægtig Grund for, at man elsker sit Hjemland saa høit og det Liv, der leves i dets Landsbyer. Han var dybt interesseret i vort Hjemlands Natur, Historie og Folkeliv, grundig i sine Iagttagelser, betænksom i sin Dom. Stille og rolig i sin Færd i selskabelige Omgivelser, var han et Mønsterbonde hvad Ordenssands, Flid og Paapasselighed angaar, fyrig og rask i sine Bevægelser, seig og udholdende i sin Virkelyst, munter og meddelsom under Arbeidet, rar og kjærlig mod sit Tyende, hjerteglad og lykkelig i sin Dont, begeistret for Gaardens allerbedste og ideale Drift. Gaarden havde han kjøbt kun tre Aar før sin død, den ligger i hans Fædreneby, den var i kort Tid bleven ham et ligesaa kjært og hyggeligt Hjem som Barndomshjemmet i Grarups Nederby. Aftenen før hans Afreise til Hæren tog han tappert og uden nogen særlig heftig Sindsbevægelse Afsked fra sin Moder og de Søskende, der endnu var tilstede i Hjemmet, to Brødre vare alt reiste til deres Troppeafdeling. I den tidlige Sommermorgen ledsagede jeg ham ud af hans Gaard og ud Veien gjennem de yndige, frodige, gule Kornmarker, som stode færdige til at meies. Da brast Manddomsmodet: hvor usigelig svart maatte min kjære Broder da kæmpe i sin Sjæl imod Smerte, Graad og hjerteskjærende Hulken, forinden han nogenlunde naaede op igjen til Sindsligevægt. Den frygtelige Sorg og Kamp, der saa pludselig og stormende kom frem i ham var ham selv en Gaade, sagde han senere, han forstod sig ikke selv, han havde ei tænkt sig, at det kunde blive ham saa svart at rive sig løs fra sit kjære Hjem, han var, som vel alle, af den faste Mening, at Krigen snart vilde være endt. Sit Civiltøi lod han staa i Borgerkvarteret i Flensborg St. Johannis-Møllen, der vilde han hente det, naar Soldaterne blev hjemsendt, saa sparede han sin Moder en bevæget Time. Kun nogle enkelte dage maatte min Broder tilbringe hos de kjærlige Møllefolk, dog vare disse Dage tilstrækkelig til at faae et inderligt Venskab sluttet. Mølleren og hans Kone viste senere, da jeg hentede min faldne Broders Eiendele, at de var ganske nøie underrettet om alle hans personlige og familiære Forhold. De kjendte hans Moder, Søskender, hans Gaard, Skoven ved den lille yndige Grarup Sø, alt, hvad der var ham kjært her paa Jorden, saa nøie som om Sagen havde været omvendt, og de havde været Gjæster i hans Hjem for en længere Tid, saa indgaaende, anskuelig og gribende havde hans Fortælling været. Mølleren havde havd mange, mange Soldater indkvarteret, men aldrig Mage til sligt elskeligt og kjært Menneske. Han og hans Hustru havde derfor ogsaa korresponderet flittigt med min Broder i de sex Uger, han stod i Felten. Og Møllerkonen sørgede over hans død, næsten som en Moder over Tabet af Een Søn. Engang stod min Broder ved sit Værelses Vindue, og Sorg og Bekymring vilde igjen knuge hans Sjæl sammen, der fandt han Mod og fuldstændig Opreisning gjennem en Melodie, som lød hen over Byen fra Nikolai Kirketaarns Klokkespil. Samme vækkede en Tone frem som laa gjemt i Hukommelsen siden Barndoms Dage: Bi o mit Hjerte, bi paa din Gud, af din Nød og Smerte, fra dig rives ud. Fra Felten skrev min Broder om forfærdelige Kampe i Belgien og Nordfrankrig, Herren havde adskillige Gange øiensynlig værnet [??] om hans Liv, to gange var en Kugle gaaet igjennem hans [kanikkelæses] dog maatte vi ei sørge over ham, om han blev derude, han havde overgivet sig Gud for Tid og Evighed, og hans Sjæl var frelst i Naaden, der rinder fra Golgatha. Der var meget, han maatte bede os om forladelse for, meget der skulde have været anderledes, han bad udtrykkelig om kjærlig Tilgivelse, thi Kampene var saa forfærdelige at han næppe mere kunde haabe paa, at see os mere i dette Liv. En sidste hilsen sendte han os gjennem en Kamerat fra Nordslesvig, døende raabte han efter ham, da han naaede hen t |