| Levnedsskildring |
Naar jeg her skal give en kort Levnedsbeskrivelse af den faldne Henning Andresen, skal jeg først meddele, at jeg har været Nabo til ham i 10 Aar og at det er ud fra mit Kendskab til ham som saadan at jeg skriver Henning Andresen er født i Horsbyg, men han flyttede i sin tidligste Barndom, sammen med sine Forældre til den i det yderste nordvestlige Hjørne af Nustrup Sogn, noget ensomt beliggende Gaard, Vraa. Her voksede han op og Barndomstiden gled stille og rolig hen uden at særlige betydningsfulde Begivenheder satte Mærke deri. Det er tænkeligt, at Ensomheden uden synderlig Omgang med Jævnaldrene under Opvæksten, har sat sig Præg paa hans Karakter, han var en stille og rolig indadvendt natur med et følsomt og letmodtageligt sind. De første Ungdomsaar efter Konfirmationen tilbragte han i Hjemmet, hvor han hjalp sin Fader med Gaardens Drift. Hans Kærlighed og Interesse var knyttet til Hjemmet og man saa ham sjelden udenfor dettes Enemærker. Her var ogsaa god lejlighed til at faa Fritiden anvendt. Lige forbi Gaarden løber en stor Aa. Her fiskede han om Sommeren og drog paa langfart i den lille Baad. Om Efteraaret og Vinteren frembød de temmelig store Hede og Mosearealer, som grændser ind til Gaarden mod syd og Øst et storartet Jagtfelt og som Jæger drev han det til stor Færdighed. Kort Tid efter at han havde tiltraadt sin første tjeneste, kom Krigen, som ogsaa tvang ham med. Krigens Rædsler og Grusomheder gjorde et stærkt Indtryk paa hans Barnlige, følsomme Sind og gjorde den tunge Pligt endnu tungere for ham. Ogsaa af legemlige savn fik han sin fulde Part. Han var med først i Rusland saa paa Balkan og tilsidst i Frankrig. I foraaret 1917 kom den, for Slægt og Venner, men dog særlig for hans Forældre og Søskende, saa tunge Efterretning, at ogsaa han var bleven et Offer blandt de mange. De har i ham mistet en god og Kærlig Søn og Broder. Ære være hans Minde. Østerlindet d. 16. December 1917 Marius Buhrkal |