| Levnedsskildring |
[ fortsat fra forrige side ]
af vor smukke Salmer, mens de flittig dreiede Hakelsemaskinen. Aarene gik og alt gik Sollyst. Andreas som nu følte trang til at see andre Forhold, kom i tjeneste og var her flittig og tro som i Hjemmet. I Efteraaret 1913 blev Andreas indkaldt til 21 Inf. Reg. i Thorn for at aftjene sin Værnepligt. Lidet anede vi der han reiste, at det var sidste gang vi saa Andreas.
Hans og hans yngre Broder Eiler hjalp Forældrene tro i Hjemmet. Drengene beredte deres Forældre blot Glæde. Indtil nu var alt gaaet rolig og stille for Familien, men nu kom det tunge Aar 1914 hvor Sorgen holdt sit Indtog.
1 August Krigen. Andreas som tjente aktiv rykkede strax i Felten og deeltog i flere Kampe paa Østfronten, senere kom han til Vestfronten, til 1 Garde Reg. til fods.
Den 20 August om Middagen forlod Rasmus Wilkenschildt sund og rask Hjemmet, for sammen med sin Hustru og de 2 yngste Sønner at udrette Høstarbeide, men ramtes pludselig under Arbeidet af en hjerneslag og bragtes hjem som Lig. Jeg glemmer aldrig Synet. Vi gik til Krigsgudstjeneste [??] netop som den kraftige unge Hans sammen med etpar Naboer bad sin Faders Lig hjem. Hans var rolig og stille der hørtes ingen Klage. Hans`s Moder sagde til mig: "Bed Præsten bede for os". Det var et tungt slag for Moder og Børn.
Hans Wilkenschildt forestod nu halv Arbeidet og gjorde alt for at lette sin Moder Byrden. Henimod Juul samme Aar kom det tunge Budskab: Andreas Wilkenschildt savnet.
Den 12 Mai 1915 blev Hans Wilkenschildt indkaldt til Soldat i Segeberg til Inf. Reg. No 84.
Hans var rolig og stille der han paa Banegaarden sagde Farvel. Det var tungt for Moderen, at see den kjære Hans drage bort, men hun bar det kækt og føiede sig i det uundgaaelige.
I April 1916 der Hans var hjemme i Urlov fra Vestfronten, spurgte jeg ham: "Er du ikke kjed af du skal derud igjen". Jo svarede Hans med et Smiil, "men man maa jo ikke lade mærke, for at de kjære herhjemme ikke faaer mere Sorg".
Den rolige stille Hans gik tro pligtens Vei. Han havde altid sine Kjære i Tanker og arbeidede naar han var hjemme i Urlov tidlig og seent for at hjælpe de Kjære.
I Juli 1916 kom det Sorgens Budskab Hans Wilkenschildt er falden. Det var et svært Budskab for Moderen og den unge tilbageblevne Eiler, som nu stod ene. Tomt var det i Hjemmet. Men han som er mægtig til at trøste i Sorgens Stund, den kjære Gud og Fader, vil og være Enkers og Faderløses forsvarer.
Og naar jeg nu her maa udtale et Ønske for Familien Wilkenschildt er det dette: at de alle maa samles der hvor ingen Sorg og Skilsmisse er mere.
en Nabo
Hans Sørensen Sjælland |