| Levnedsskildring |
Født og opvokset paa et enlig Landbosted, var den Afdøde fra Barndomen af lidt indesluttet, hvad han tænkte og mente beholdt han mest for sig selv, kun faa har faaet det Indblick i hans Sind og Herte som jeg hans 1 Aar eldere Sødster. Han var som Barn god, hjelpsom og meget snild til at lave smaating i Tre. I Skolen vandt han til trods for sine mange Spillopper, men paa Grund af hans gode Evne altid Lererens Ündest, som Sognepresten i Sørgegudstjenesten gav Udtryk i de Ord: "Han var den Første i sin Klasse, som vi jo alle ved".
Tidlig viste han musikalske Evner, og hans første Øvelse gjorde han paa en tom Cigarkasse med overspendte Sytraade paa, her kunde han spille alle de Melodier han kunde synge, siden fik han saa en rigtig Violin, og kunde saa spille meget smukt, Læreren som var bleven opmerksom derpaa tog ham saa i Efterskole og lerte ham Nodderne, saa han i Skolen i Sangtimerne spillede Violin sammen med Læreren, der ogsaa gjerne vilde have han skulde gaa denne Vej, men Hjemmet var ikke rigt at der kunde tenkes paa dyre Uddanelser, og da han ogsaa godt forstod at bruge Høvl og Sav, kom han efter Konfirmationen d. 24 April 1905 i Møllebygerlere hos min Fader. I Førstningen arbejdede han Hjeme, men saa maatte han jo med ud paa de forskjellige Møller, det var jo svert den første Gang han skulde bort fra Hjemet, han beholdt jo Smerten hos sig selv, men forhindere kunde han jo ikke at der ved Afskeden med Mor stod blanke Taarer i Øiet, men som den villiesterke Dreng han var, kom han jo derover, og der var Feststemning i Hjemet naar han om Lørdag aften ventedes Hjem. Saa blev der spillet danset lest, om Søndagen ligesaa, og syslet med at lave Haandverkstøi, ti Maalet var jo naar han først var Svend at have et fuldstendig solid og pent Udstyr af Haandverkstøi. Mandag Morgen sagde han Farvel saa gik det jo afsted til Arbeidsplasen igjen. Og ikke uden angst og en stille Bøn sagde vi Farvel til Sønnen og Broderen. Drengen med det gode kærlige Sind og det rene udbesmittede Hjerte, det var jo ikke bare gode Mennesker han komm sammen med. Men gjenem Foreldernes Fomaninger gode Foredrag og serlig gjenem Selvstudium havde han tidlig faaet Oplysning om det der ødeleger Menesket baade paa Sjel og Legem, og hyldende denne vor Felles Anskuelse, at der kun kan bo en sund Sjel i et sundt Legem, og følgende dette søgte han at holde Legmet sundt ved Gymnastik og Sundhedspleie.
Saa gik Leretiden det sidste halve Aar skjenkede Fader ham, og lod ham fra den 3 Novbr. 1901 - April 1908 komme paa Djurslands Høiskole ved Lyngby i Jylland. Her mellem jevnaldrende Elever, og gode Lerere, følte han sig rigtig Hjeme, og da han i April 1908 vendte Hjem var det udendlig meget godt han fik med derfra, her havde han ogsaa haft rig Leilighed til at spille paa hans kære Violin, saa han nu var en heel Mester til at spille, og Instrumentet hans Ven. Saa optog han igjen hans Arbeide hos Fader som Svend, og for os blev der igjen de gode Søn og Helligdage at vente efter naar vor kære Georg gjestede Hjemet. Saa vik Fader en Svend fra Sjelland ved Navn Harald som blev Broderens trofaste Ven, og dobbelt Glede var der her i Hjemet naar de begge var Hjeme. Paa Georgs tyveaarige Fødselsdag d. 4 Martz 1910 maatte han stille paa Sesionen i Aabenraa, og som de store, kraftige, smidige og velvoksene Ungersvend han var blev han strax udtagen til Gardist, og i Efteraaret 1910 reiste han saa ind til Soldat, og kom til at ligge i Berlin. I Efteraaret 1912 vendte han saa sund og rask Hjem, og glad var vie alle, at have vor kære Søn og Broder, bevaret ren og sund paa Sjel og Legem trods daarlige Kammeraders Exsempel, og en Storbys lokkende Laster, i blandt os igjen. Vennen havde i mens Aftjent sin Vernepligt i Danmark, nu komm de atter sammen at arbejde igjen hos Fader. Sommeren 1913 var Broder min Forlovede, jeg med mange flere unge Sønderjyder, en Udflugt til Fredericia,
[ fortsættes ] |