| Breve |
[ fortsat ]
I Dag har vi næsten ingen Tjeneste havt, om det saa var de store Officerer saa kunde vi mærke paa Dem at der var noget i vente. Lige saa grov som De var før, lige saa flink er De nu. Hvor vi ellers kommer hen, hved vi naturligvis ikke. Hvor nødig vi end siger Farvel til Eder der hjemme, saa kan det jo hverken for os eller Eder nytte at sørge alt for meget over det. Lad os alle leve i Haabet. En hver Kugle rammer jo ikke. Ellers var der jo ikke mange Folk holden mere. Men det er jo alligevel tungt at stride for en Sag som ikke Interesserer os. Men med skal vi jo alligevel, fordi vi har den Ere at være preussiske Statsborgere. Pinsedagene blev nu alligevel livlig for mig da jeg jo havde besøg begge Dage. Det er kun en Ubehagelighed ved hele Sagen og det er Afskeden. Naar den ikke var, saa kunde man glæde sig mere. Men alting faar en Ende, baade Glæden og Sorgen, Og vi vil haabe at ogsaa denne slemme Menneskeslagten snart maa faa en Ende uden at vi lider noget Tab af Menneskeliv derved.
Han, uden vis Vilje ingen Spurv falder til Jorden, han skal ogsaa nok holde sin Haand over os, og bevare os.
Nu til Slut en venlig Hilsen til Eder alle fra Carl Tiede.
I sender mig vel nok 10 M. saa snart som muligt. |