| Levnedsskildring |
Jørgen A Thysen døde paa et Lazaret i Frankrig. Som saamange andre Sorgensbudskaber kom ogsaa dette tunge Budskab overraskende og udventet. I over tre Aar havde han nu været borte fra sit Hjem, som var ham saa inderlig Kjær, og som han nu med sit jordiske Øie ikke mere skulde skue. Det var altid saa rart at besøge hans Hjem, man fik altid det Indtryk at der herskede den rigtige forstaaelse mellem Ægtefællerne, og at han omfattede sit Hjem med Ømhed og kjærlighed. Han virkede som Landmand og bragte sin Eindom i god drift, der herskede en god Orden enten man kom i Stalden eller i Laden. Af hans Breve som han altid var saa tro at sende mig helt siden han blev indkaldt kunde man endvidere see vor kjært hans Hjem var ham, til slut lød de altid, vort fælles Haab kjære Ven er jo at Krigen snart maa være til Ende og vi igjen kan samles Hjemme i vort kjære Nord Slesvig sammen med vore kjære som vi nu har maattet leve adskildt fra saalænge, nu først ved vi tilfulde va det har at sige at have et hygelig Hjem. Men som han elskede sit Jordiskehjem saa glemte han aldrig at vi her ikke har noget blivende Sted, men at den Herre Jesus har beredt os et Hjem vor det endnu er langt bedre at samles, for aldrig at adskilles. Det var ham altid kjært at tale om de Ting som høre Guds Rige til, og det er altid det der trøster, og opmuntre hans efterladte at en liden Stund skall vi jo atter samles med ham, han er jo kun gaadt os lidt forud, og ind til noget bedre siger hans Hustru altid naar vi taler om ham va der ofte er tilfælde. ogsaa for hans forældre og Søskende og Venner er det et stort Savn tid bland dem han færdedes var han udalmindelig afholdt. Han havde altid et godt Humør, og freidigt og lyst Blik paa alt saa det altid var opmuntrende og fornoieligt at være sammen med ham.
Gaanager den 23.2.19.
Hans Nabo Niels Paulsen |