| Levnedsskildring |
Næsten tre Aar ere gaaede hen, siden han lagdes i Jorden denne min kære Broder, over hvis Levnedsløb jeg nu nedskriver disse faa Linjer med simple Ord. Vi ere sammen opvoksede. Han var to Aar ældre end jeg. Mange dejlige Minder knytter sig naar mand en stille Stund lader Barndomens uskyldige Aar drager stille forbi i ens Tanker. Hans Barndom henrandt i hvort stille Hjem uden Storme eller Sorger. Sygdom har kun sjelden voldt ham forhindring i sin Opvoksen. Undervisningen voldte ham ingen Vanskeligheder, han viste her som i alt andet Flid og Akkuratesse. Naar han blev spurgt hvad han vilde være naar han blev konfirmeret, fik de aldrig et afgørende Svar, men da Tiden var der at han skulde byde Skolen og Barndomstiden Farvel, stod dog Tanken klar for ham at han vilde i Købmandslære. Denne Bestemmelse blev nu taget, og han kom 4 Aar i Lære. Da han havde fuldendt disse, viste ogsaa sine Skusmaal, at han i den Tid havde vist Troskab og Flid. I sit Fag drog han nu videre frem. Mange Skrivelser som vi har vekslet sammen har tydet om Kærlighed til Forældre, Søskende og alle sine Venner. Ved Siden af sit Arbejde var ogsaa Jagtenslyst sniget sig ind i sin Interesse. Sin Fritid benyttede han altid til Jagt, i de Maaneder da dette var gangbar. I et Bref jeg engang modtog fra ham, følte jeg ret hvor kær denne Sport var ham. Han skrev "Jeg er lige kommen Hjem fra Jagten der ude i Bjergene, med en Buket dejlige vilde Roser. Vejret er saa mild og stille, Guds frie Natur taler til en som af Hjertet, man bliver ganske glad og priser i sit Hjerte, denne vidunderlige Skaberhaand fra hvem dog alt dette udspringer. Plusselig og uventet kom jo Sløret som lagde sig over denne Jord før nogen Menneskesjæl det anede. Den første Aug. 1914. "Hvad var det for en Dag ?" Den stor klar som i dag for os alle. Der hørtes kun Klage og Nød, skilsmisse Timen var der for mange, og hvem der ikke straks skulde bort, søgte Hjem til sit Hjem og sine kære. Ogsaa Broder Martin kom Hjem. Han var i den alder at han var udtagen til Militær. Han blev indkaldt de 6. Oktbr. 1914. Fra Aug. og til den Tid var han Hjeme hos os. Han var i fuld Gerning fra Morgen til Aften, for at lette Arbejdet saa meget som det stod i sin Magt. Da indkaldelses Orderet kom at han skulde stille i Flensburg d. 6 Oktbr. rejste han for os at see, uforsagt bort. At han var meget nedbøjet vidste vi alle, men ikke en Klage lød fra sine Læber, han var stille som altid. Han blev nu i Flensborg uddannet og nød en meget god Pleje i et Privat Kvarter hvor han blev indloseret. Et paar Dage før han skulde afsted til Fronten, fik han en Dags Urlov at rejse Hem til os for at sige Farvel. Han kom en Lørdag aften Kl 9. og skulde bort igjen Søndagen Kl 3.
Timerne var kun faa, og desværre det var de sidste Timer vi alle sammen har slidt sammen. Vi saa ham ikke mere, det var nu for sidste Gang han sagde Farvel til os og sit Hjem. Tanken om at han igjen fik lov at skue sit Hjem har nok ogsaa holdt Modet oppe, thi de sidste Ord, før Taaget rejste mod Syd var disse "Jeg faar nok lov at vende Hjem til Eder igjen". Den 18. Detzbr. gik det fra Flensbog til Fronten i Frankrich. Han blev udladet i Nyong. En trist Juleaften fejrede han her i en stor kold Lade. Det var ikke den Juleaften som jeg ellers har plejet at fejre Hjeme hos Eder mine kære skrev han. Naar han Juleaftensdag Kl fem fik lov til at laase Butiksdøren af, for at rejse Hjem og spise Aftensmaden med os. Hvor straalede hans ansigt af Glæde, naar han traadte ind af Døren og bød os alle en glædelig Jul. Disse dejlige Juleaftener vender heller aldrig mere tilbage til hvort Hjem. Senere hen kom han i Stilling ved Molin. At Stillingen her har været meget farlig har vi erfaret efter Kammerater som har været Hjeme paa Orlov. Han har aldrig selv beskrevet sin Stilling. Altid gjenem Brevene lød sit stille tilfredse Sind og sit gode Humør. Saaledes stor der, Kære Forældre i denne Stilling lider jeg slet ingen Nød. Vejret er saa dejlig og Skyttegraven saa ren og jeg har nok at spise af, hvad mere kan jeg saa ønske. Kære Forældre jeg føler mig rigtig godt tilfreds som I maaske slet ikke tror. Skæbnen er jo engang ikke anderledes, man maa tage mod det som det kommer. Jeg gaar tilfreds paa min Post og sover trygt i min Fritid og drømer snart hver Nat om Eder I kære der Hjeme, og det er jo godt for mig selv at jeg kan tage imod det. Jeg tænker altid at den gode Gud nok vil holde Haanden over mig og sende mig sund og rask tilbage til Eder der Hjeme. Kære Forældre I gaar maaske og græder over mig der Hjeme, et maa I dog endelig ikke jeg har det meget bedre som I tror og tænker. Denne vidunderlige Tilfredshed lød altid gjenem sine Breve. Den sidste gang han var i Stilling var Stillingen meget farlig. Deres Skyttegrave vare Underminerede af Franskmændene. Da dette blev opdaget i rette Tid og Ledningen overskaaret, blev den ende af Graven ikke sprengt hvori vor kære Martin laa, men den anden Ende med gandske Besætningen gik i Luften. Tredive unge Mennesker forsvant sporløs, efter denne Hændelse kom hans Afdeling tyve Dage i Ro. Da han om Aftenen derefter var samlet med sine Kammerater, havde han ytret Glæden over at Herren havde bevaret ham hidindtil. Skønt de nu var i Ro skulde de om Natten gjøre Gravene istand som vare blevne sprængte. Tyve Mand blev udkomanderet dertil. Blant disse var ogsaa min kære Broder. Kl et skulde de være paa Arbejdsplasen, hvilket de ogsaa var. Paa Vejen derud gik de alle en efter en gjenem Løbegraven, af og til kom der en Mine fra Franskmændene som eksploderede i deres Nærhed. Franskmændene vidste jo nøje Pletten hvor de arbejdede. Da de havde arbejdet en Time alsaa Kl to kom der en Minekaster men ingen ramtes. Kort derefter kom der en igjen, og for denne var det at hvor kære Martin maatte bløde, han døde paa Stedet og ligeledes en af sine Kammerater. Flere andre saaredes. Arbejdet blev nu afbrudt, de lagde hvor kære trofaste Broder paa Baaren og ligeledes sin Kammerat og bar dem til Enden af Løbegraven hvor Kirkegaarden befandtes. Nu dækkede de dem til med deres Telt og gik til Hvile. Hans Kammerat skrev da vi om Morgenen stod op for at begrave hvore to Kammerater havde ingen sovet. En Feldtpræst var lige ved Komp. og holdt en Tale over dem. Det var en Time skrev hans Kammerat som vist ingen af os glemer. Derefter lagde Kammeraterne dem i et fælles Grav i den kolde Jord. I den skønne blomstrende alder af 22 Aar blev han bort taget fra os den kære uforglemelige Broder. Men vi ved jo at Herren har kun det gode i Sigte og vi haaber at han paa sine almægtige Hænder har baaret ham over alle Dyb salig og frelst hjem til det himmelske Land.
Den. 10 Fbr. 1918.
Maren Petersen
Randerup. pr. Ballum |