| Levnedsskildring |
Side 2. Fortsat fra opslag S-207
Hans Smidt og Hustru havde Dom til at danne et af de gode Hjem, der giver en Egn Værdi, og det var altid et godt Sted at gæste. Hans Smidt købte Gaarden godt et Aars Tid før Krigens Udbrud og viste sig at være en foretagsom Landmand, der var en Ære for hans Stand. Han viste stor Interessen for Hesteavlen ved at indkøbe gode Avlshopper af jyske Race, og han havde god Udbytte af Hesteopdræt efter Hingsten "Pioner". - Det var en Fornøjelse at gæste ham, og høre hvor interesseret han var i Arbejdet med Gaardens Drift og høre ham udvikle Planer til Forbedring med den største Tillid til, at det nok skulde gaa godt."
Men saa kom Krigen og greb ubarmhjertig og forstyrrende ind i alt. Han blev dog først indkaldt i Foraaret 1915, da han havde haft det Uheld at brække sir ene Ben to Gange. Var først et Aars Tid som Vagtmand over russiske Fanger paa en Kulgrube i Slesien og kom saa til Magdeborg for at blive uddannet til Fodartillerist. Efteraar 1916 kom han til Vestfronten ved Sommefloden med 2. Batteri Ammunitionskolonne Fodartl. Batl. 47. I den følgende Vinter maatte han døje megen Kulde, og han kom længere Tid paa et Lasaret i Bryssel paa Grund af Leddegigt. - Hans Kolonne flyttede tit, og i Eftersommeren 1917 havde vi den Glæde at træffe sammen et Par gange. Vi havde ikke set hinanden siden krigens Begyndelse. -
To Maaneder derefter kom der Brev til mig fra en af hans Kammerater, at han den 21. November, Aften Klokken 9, var bleven ramt af en Granatsplint, der gennemborede hans Bryst. Han faldt død ned fra Kuskesædet paa Vognen uden Smertenslyd - -.
Hans var ikke, hvad man kalder et Samfundsmenneske, der har særlige Evner og Anlæg til at give af sin Dygtighed, Personlighed og Hjærtevarme udadtil, men nærmest et Hjemmemenneske. Hans Hjem og hans Arbejde med Gaardens Drift fandt især hans Kærlighed, men han lod det kun lidt mærke i Ord. Han bar ikke Hjærtet paa Læberne, der skulde meget til inden det fandt Vej at udtrykke sig paa; men derfor formaaede han ikke at trøste Far og Mor og os mindre i vor Sorg over vore tre Brødres og vor Søsters altfor tidlige Bortgang. Den Maade han higede fremad paa kommer godt til Udtryk i Sangen "Fremad er Verdens vilde Røst" , som ogsaa var hans Yndlingssang. Han holdt meget af at synge gode Sange og øvede sig i sin Tid paa flere Musikinstrumenter. Hans Temperament var meget bestandig, og det gav hans Karakter og hele Væsen et roligt, stille og Fredeligt Præg, som hans Kammerater ligefrem kappedes om at fortælle mig, da jeg efter hans Død var ved hans Kolonne.
Da jeg fik Meddelelsen om hans Død, forstod jeg, hvad jeg før kun følte ubevidst, at han ikke alene var mig en god Broder men også en god Ven. Nogle af hans Karaktertræk staar for mig som forbilled=
Side 3.
lig, andre ikke; vi har jo alle vore Fejl og svage Sider. I Drenge-og Ungdomsaarene, da hans os andre Brødre overlegne legemlige Kraft traadte særlig frem, var der noget vel nærmest pralende over ham, og han vilde gerne vide Opmærksomheden henvendt paa sig for sin Dygtighed og Styrke, men det var altid i det stille, og det var vistnok kun os Brødre han lod mærke det. Det tog dog kendelig af med Aarene, og som hans Karakter udviklede sig svandt denne Fejl fra de yngre Aar. Det passede ogsaa kun saa lidt til hans ærlige, oprigtige og godmodige Sindelag, som man ikke blot mærkede i nærmere Samkvem med ham , men det talte ud af hans Ansigt og hele Væsen, - man følte sig godt tilpas i hans Selskab. -
Hans vandt sig mange Venner hinsides Aa, og gerne var han blevet derovre, for han havde lært at holde af Landet og Folket og de frie Forhold der. Det udgjorde sikkert en stor og køn Del af hans Forestillingsverden, men han syntes dog at hans Plads var herovre. -
I Baungaard Husholdningsskoles Julehefte staar i et minde over ham følgende, "Hans Smidt med sit friske, frejdige Væsen vandt de fleste Mennesker, Tunge Aar har det været for de to (Hans og Else) dernede på Aarlundgaard ved Lintrup; men Haabet gør stærk, og med Frejdighed og Haab om bedre Tider har vi Tid efter anden mødt dem". -
Og Forstander Knud Pedersen skrev i et Brev til vort Hjem: "Vi har her i Skibelund saa mange gode Minder om Hans baade fra vort første Møde her og senere hen. Da han første Gang kom herover, havde vi udvidet vort Skolehus og Rammer. - Haven var bleven for lille. Da tog Hans fat og sled i det for at vi udenfor vore Vinduer kunde faa lidt Rosenflor. Vi arbejdede og levede os godt sammen med ham, der var Førstegrøden af den store Børneflok vi fik saa meget med at gøre." -
Hans var ikke fremtrædende i Selskab og Forsamling nærmest tilbageholdende og til Tider lidt befangen; men i Tillid til sit gode Hjærtelag sin Arbejdsevne og gode Vilje havde han Mod og Evne til at støtte enhver god Sag, og derfor havde han tiltro til, at det han tog sig for vilde lykkes ham. Han havde en god Opfattelsesevne, men var ikke mere end almindelig hurtig i Tanke, Opfattelse og Vending, ikke snarraadig og fattede heller ikke saa hurtig en beslutning, men han havde tiltro til, at han ikke desmindre fandt det rette.
Han var ikke saa meget egnet til en Sags Fører som dens Gører, og dog var der nok bleven overdraget ham en Del Tillidsposter paa hans Egn med Tiden. Der var i ham Harmoni mellem det han vilde og det han kunde. Han holdt ikke af at paatage sig noget han ikke var sikker paa at magte, og det gjorde Indtryk af, at han var et lykkeligt Menneske. - Kun de Breve han skrev til mig staar til min Raadighed her. Den sidste Gang han rejste paa Orlov skrev han til mig kort forinden: " Jeg kan bringe Dig den glædelige Meddelelse, at jeg i Overmorgen køre paa Orlov. Det bliver en stor Forandring at komme ud af Tummelen her og faa Del i Hjemmets Arbejde og Glæde for en Tid.". En anden gang skrev han: " Niels er jo snart en stor Dreng nu, og lille Inger er ogsaa vakker og
Fortsættes på opslag S-209 |