| Levnedsskildring |
Blandt den grufulde Krigs Offre var ogsaa min Broder Peter, en af dem, om hvem der med Sandhed kan siges, at de saa nødig kunde undværes i Hjemmet og Hjemlandet. Hvad der især prægede ham var hans Barnesind og derfor var han os Sødskende og hans Jævnaldrende en Kjær Legekammerat, og det Tiltalende i hans Væsen gjorde, at han ogsaa som Voksen vandt gode Venner overalt. Paa en egen Maade forstod han at jævne ved at sætte egne Interesser tilside til Fordel for andre. Som Lærling var han i Fars Forretning i 3-4 Aar og det var ham fuldud ret, at han i ingen henseende havde det mindste Skin af Forret fremfor Medlærlinger, ja han saa hellere, at de alle var ligestillede i alle Maader. Og derfor var han agtet og afholdt paa Værkstedet, hvor der ikke var Skygge af Misstemning, fordi han var Husets Søn. Far og Mor var han en hengiven Søn, os Sødskende en kærlig Broder, som hellere ydede end fordrede, yndet i de Kredse han kom i Berøring med. Saadan var Bror Peter. Saa kom Krigen, han vidste, hvad det gjaldt, ogsaa for ham, men han gik Pligtens Vei, ogsaa her, ligesom min ældste Broder. Det blev ham ikke alene svært at han skulde forlade sit Hjem, som han omsluttede med hele sit Hjerte, men ogsaa det, at han ikke kunde drage ud, som den der havde overgivet sig helt til Herren og som han i Hjemmet havde set gav Hold i alle Livs Omskiftelser. Det blev ham mere og mere klart, at maatte komme til et aandeligt Gjennembrud, og mangen en Gang drøftede han Sagen med sin fortrolige Ven. Den 5. mai 1915 maatte han følge Indkaldelsens Orderen. I Husum fik han sin militære Uddannelse. Der kom han til et virkeligt klart Standpunkt. Livet faldt ham svært, fordi han følte sig ene og han ingen Meningsfæller fandt, som han kunde aabne sig for. Han opsøgte Ensomheden. I hans Breve var det altid Grundtonen, at han nu var virkelig fri, thi han havde overgivet sig selv og os herhjemme i Herrens Haand, til hvem han satte hele sit Fremtidshaab. I Julen var han hjemme i 3 Dage, en dejlig Tid, men - saa kom Afskeden - den sidste, da det var hans eneste Orlov. Før sin Afreise fra Husum i Februar 1916 skrev han engang: At leve uden Jesus kan man, men at dø uden ham, hvordan vilde det være. I sit sidste Brev før Afrejsen skrev han: Naar i faae Brevet ved jeg, I bliver bedrøvet, men jeg gaar ud med rolig Sind og Fred i Hjertet, med den Gud
Side 2
som styrer alle vore Veje. I troen paa ham gaar jeg Fremtiden rolig imøde. Skulde jeg ikke komme tilbage, sætte vi os Stævne hos Gud. Endnu engang Tak for alt godt fra Eder, som jeg ikke har fortjent, og med Bøn om Tilgivelse for al Uret som jeg har gjort Eder. Han kom først til Belgien og senere til Fronten i Frankrig. Haarde Angreb vekslede med lange kedsommelige Dage og Uger i Skyttegravene. "Om Dagen lever vi som Muldvarpe, og om Natten tager vi som Uglen paa Rov". Hans Tanker kredsede stadig om Hjemmet og Far og Mor om Fremtiden efter Kriegen, underbygget af Glæden over at eje et saadant Hjem.
"Et saadant Hjem, som vi har, er der ikke mange af", skrev han engang. Hvor haabede han og glædede sig til at komme hjem engang, maaske ogsaa paa Orlov, endskjøndt der var gjort alt for at udvirke Orlov, blev denne ham ikke bevilliget. Hans Afdeling kom ogsaa til Somme, hvor de havde forfærdelige Oplevelser. Og 4 Uger sener modtog vi, istedetfor vor kære ventede Broder, det tungt rammende Budskab at han laae saaret paae et Lazaret bag fronten. I det første Brev, som en anden havde skrevet, stod der at han var bleven saaret den 13 Okt. om Aftenen i det andet Brev sendte han os hver især de kærligste Hilsener. I det sidste Brev, som han heller ikke selv havde skreven, mente han at komme hjem til Jul. Brevet var dateret den 22 Okt. Den 28 Okt. modtog vi Brev fra Lægen, at han den 23. om Morgenen Klokken 3-50 var død af Lungeforblødning. - Denne korte Meddelelse bragte os en dyb Sorg og tungt Savn.
Rødding, den 6 April 1919
Hedevig Sørensen |