Bliv indtaster

Projekt
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold S -
(Alle billeder i serien):
Korrekturlæst
Den faldne
Efternavn Smidt
Fornavn(e) Søren Hansen
Fødselsdato (dd-mm-åååå) 24-10-1885
Fødested Spandetgaard
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Levnedsskildring
Levnedsskildring Levnedsskildring Side 1 Side 2 se: Opslag S-113 Det er vor Bestemmelse at vedlægge en Afskrift af min Broder Sørens Dagbog, synes jeg, det er temmelig overflødig med en Karakter- eller Levnedsskildring, da jeg synes, at Dagbogen - skøndt den kun er kort (han var jo ikke så længe med ude i det skrækkelige) dog giver et Indblik i, hvad der rørte sig i hans Hjærtedyb, hvad der optog hans Tanker, og hvad der bar hans Liv oppe også i det tungeste og strengeste. For os der stod ham nær og holdt af ham, har det været en Opbyggelse og Berigelse at læse hans Dagbog, og når vi drister os til at lægge en Afskrift af den i Mindebladet, så er det i Håb om, at hvis der i Fremtiden skulde findes en som kunde ønske nogle Oplysninger om vor Broder, at det han har optegnet så også må få lov til at virke på hans Sind. Søren er født på Spandergaard - en gammel Slægtsgaard - den 24 Oktober 1885. Vi var 6 Sødskende (4 Brødre og 2 Søstre) han var den næstyngste. Vi havde et meget godt Hjem og skylder vor Mor og Far usigelig meget. Mor døde 1907, samme År som vi blev Naturaliserede. Far var Optant, og opnåede aldrig at blive preussisk Borger. Han døde under Krigen. Søren var fra Barn af lidt svagelig men voksede sig tildels fra Sygdommen så han godt kunde fylde sin Plads som Bondekarl. Og han var landmand med Liv og Lyst. Han var en selvhjulpen Mand, lidt af en Slider, med god praktisk og theoretisk Uddannelse, så han havde gode Betingelser for at klare sig i Væddestriden mellem Egnens Landmænd. Men han var ikke jordbunden; han havde et lysvågent Øje for alt skønt og stort herneden. Da han skulde ud at tjene vilde han hen på en fremmed Egn, hvor der var noget at se og lære, og han vilde Fortsættes på opslag S-113.
Bilag/breve
Breve Dagbogsafskrift: Nr 1 Side 1 Afskrift af Søren Hansen Smidts Dagbog. Meningen med dig er at fæstne en Del af de Indtryk, Tanker og Stemninger, som den kommende Tid vil være så rig på, for, hvis det bliver mig forundt at vende tilbage til det kære Hjem, at kunne opfriske Mindet om denne rædselsfulde, frygtelige, men dog på mange Måder store og på Begivenheder så rige Tid, som vi lever i. Men først og sidst skal du dog være som en Ven, jeg kan gå til og udøse mit Hjærte for, dele Sorger og Bekymringer med. Jeg vil gå lidt tilbage i Tiden for kort at opfriske Mindet om de forgangne Uger. Den 2. August 1914 begyndte krigen mellem Tyskland og Rusland, og dermed den store Krig som næsten har tændt hele Verden i Brand. - Den 17. Aug. skulde jeg melde mig i Flensborg for at uddannes som "Vaterlandsvertheidiger". Det var just ikke let at komme bort fra Hjemmet, ud i Virvaret. Håbet om, at det skulde blive af kort Varighed, skulde ikke blive til Virkelighed. I Flensborg blev vi så i syv Uger indtil den 6. Oktober. Tjenesten var let, og et godt Kvarter havde vi. Vi lå omtrent hele Tiden i Borgerkvarter, så vi havde det såmænd godt, og Tiden gik hurtig. Fra Flensborg gik Turen til Slesvig for at uddannes videre. Vi kom igen i Borgerkvarter og havde det rigtig godt, i hvert Fald hvad det legemlige Velvære angik. Dog var Længslen efter Hjemmet og Arbejdet stadig levende og stærk. Det var jo ikke Fædrelandet, der var truet; ikke vor egen Arne vi skulde være med til at værne. Ja, gå i Flensborg og Slesvig og spille prøjsisk Soldat kunde man såmænd sagtens holde ud, selv om man mangen Gang måtte bimse lidt stærk, finde sig i at blive skældt ud af de Herrer Underofficerer, der mangen Gang tillod sig Forsættes på opslag S-106