| Levnedsskildring |
Hans Scherrebeck, er opvokset paa en gammel Bondegaard; (der fra hans Farmors Side, har væet i Slægten i henved 200 Aar) som den næstyngste af Sødskendeflokken, en kvik, livlig, intereseret Dreng. Han blev confirmeret i 16 Aars Alderen, kom Vinteren derefter paa Efterskolen i Hejls, senere paa en større Gaard, for at uddanne sig i praktisk Landbrug.
Han udviklede sig til en nobel, ren Karekter, med afsky for alt lavt og uædelt; og hvor var han dog dansk. I Efteraaret 1916 blev han indkaldt. Den 1 Nobr. rejste han fra sit Barndomshjem, som han elskede saa højt, for aldrig at gjense det mere. Han kom til Rendsborg, efter en kort Uddannelse der, kom han midt i Dcbr. til Lothringen, til en Rekrut Depot, derfra gik det i Fbr. til Frankrig, hvor han blev tildelt Inft. Rgmt No 216, og dermed var han i Fronten.
Hvor længtes han dog hjem. I Brevene hed det: "Bare jeg kunde faa Orlov, hvor vilde jeg dog gjerne være blandt Eder" Han havde ogsaa et aabent Øje for alt det store og skjønne, han saa i Naturen. Han skrev: "Hvor er her dog smukt, bare der ikke var Krig, hvor maa vi dog takke vor Fader i Himlen for, at det ikke er over Nordslesvig."
Trods sin store Ungdom, vidste han, hvor han skulde søge Kraft til at bære Byrderne. I de sidste Breve hed det: "Hvor er det dog godt at komme lidt i Ro igjen, her er forfærdeligt, næsten ikke til at holde ud, men Gud giver mig Kraft.
De laa ved Chemin des Dames. Natten til 9-10 Juli skulde Komp. ud i forreste Linnie, da blev Hans og 10 Kammerater saarede af en tysk Granat. Han var den der blev haardest ramt, fik 8 Saar, laa derude fra Kl. 1 til Kl. 4, blev da bragt til Forbindingspladsen. Nogle Dage senere kom han til et Lazaret Neuwied. Giften fra Granatsplinterne udviklede sig til Stivkrampe.
Den store Naade og Glæde blev ham forundt, at have sin Mor hos sig, de sidste Dage han levede. Hvor takkede han dog Gud for, at være kommen bort fra de forfærdelige Krigsrædsler, Dagen før han lukkede sine Øjne, sagde han: "Jeg er ikke bange for at dø, saa gaar jeg til min Gud, og saa er det nok godt." De sidste forstaaelige Ord han sagde, vare: "Min Herre Christ!" Hans Lig er bleven hjemført, og nu hviler han i Familiegravstedet paa Hoptrup Kirkegaard.
Marie Scherrebeck f. Neumann. Djernes 26 Fbr. 1919. |