| Breve |
Dagbogsafskrift: Nr 2 Side 2
I det Hele mærkede man ikke hos Resten "Ærefrygt dyb for den levende Gud". Præsten havde gjort rigtigere i både for sin egen og for vor Skyld at vælge en anden Plads til dette Møde. Med "Ich habe euch ergeben" og "Deutschland, Deutschland über alles" begyndte og sluttede Gudstjenesten.
Noyon den 22.12.14
Så er vi kommen til Noyon. Det blev ikke, som jeg havde ventet i Skyttegravene ved Renvaaignes?, vi kommer til at holde Jul. Vi kom hertil i Middags. Vi marscherede i går Morges fra Amy men har så ligget over i Nat i en Landsby omtrent Midtvejs, hvor hele vort Regiment skulde samles. I Morges gik det så løs hertil både vort Regiment 75 og 76. Den kommanderende General for 9 Armekorps holdt uden for Byen for at inspicere Tropperne. Hvad Meningen er med, at vi skulde hertil, er ikke godt at vide. Som Grund angives følgende: Regimentet har været så hårdt med og ligget i så farlige Stillinger, at det nu skal have Ro lidt, ligge i Reserve.
Men måske, hvem ved det, er Grunden en hel anden. Der, siges at vi skal blive her i tre Uger måske længere. Jeg er for så vidt glad ved Flytningen.
Noyon 2den Juledag.
Nu er det Jul! "Solhverv for Hjerterne bange!" Jul for alle de Menneskesjæle, for alle der Glæden vil finde. Ja, måtte vi alle have følt lidt af den rette Juleglæde, af den Glæde som Mennesker ikke kan bruge men heller ikke tage fra os - den Glæde som kommer ovenfra.
Før man rigtig kan tage imod den, må man vist have lært at bøje sig dybt, stemme i i det gamle, evige Verdensråb: "Vær mig Nådig!" Men her har Krigen sikkert været en god Læremester for dem, der ikke har kunnet det før.
"Eder er i dag en Frelser født!" Sådan lyder Julebudskabet. Han er kommen som kan føre os hjemad og opad - frelse fra Synd og Død.
Blot give sig hen, stole trygt på ham og alt er godt!
Ja, "bær os på Børnevis ind i Paradis!" Amen.
Nytårsdag 1915.
Så er det forbi, det gamle År, og det ny har begyndt. Gråt og trist, som Året har været, sådan sluttede det. Ja, hvilken Sum af Lidelser og Ulykke har Året ikke bragt over vort gamle Europa gennem den forfærdelige Krig, som nu har raset i fem Måneder, og som nu ved Årets Begyndelser raser med uformindsket Styrke.
Dagbogsafskrift: Nr 2 Side 3
Hvad vil det ny År bringe? det er vel nok det store Spørgsmål, som de fleste alvorligt tænkende Mennesker, stiller sig selv i dag. Mere end nogensinde ved et Års Begyndelse presser sig dette Spørgsmål frem. Man føler uvilkårligt, at Året kan få skæbnesvangre Følger for en. Måske er det den sidste Nytårsdag man oplever. Gråt og trist sluttede det gamle, gråt og trist begynder det ny. Dog en enkelt Gang i dag er det lykkedes Solen at sprede Skydækket og sende sine varme Stråler ned til vor Jord. Det skal da være min Bøn til Dig på din første Dag xxx ny År, at du også må bringe lidt Solskin på min Livsvej, så Livet, som jeg dog hænger ved, ikke vil blive alt for tung at leve.
Den 5.1.15
På Rejse mod ? Ja, igen på Rejse, men hvorhen vides ikke.
Senheim den 12.1.15
Endelig igen Tid og Lejlighed til at skrive i min Dagbog. Sidste Gang blev det ikke til meget. Rumlen i Toget umuliggjorde det. - Enden på Rejsen blev Elsas. Men jeg, som troede, at vi her kom i Stillinger, hvor der var roligt og godt, blev sørgelig skuffet.
Den 5. om Eftermiddagen passerede vi Strasborg. Og Kørslen med Toget fortsattes mod Syd til Feldkirch, en St. mellem Myhlhausen og Colmar. Derfra Marscherede vi så om Natten til en Landsby Radersheim, hvor vi overnattede i en Port i noget Halm. Opholdet her blev kun af kort Varighed. Om Eftermiddagen ved 4 tiden, efter at have udhvilt en lille Smule gik det afsted her til Sennheim. Det var i sig selv en temmelig drøj marschtur, men dog kun Småting ved siden af det, der ventede os her det første Døgn. I Stedet for at blive liggende her i Byen måtte vort Komp. straks afsted ud i Skyttegaven. Videre gik det derfor op i Vinbjergene i Stillingerne der. Det blev en drøj Tur førend vi nåede Målet. Og det der ventede os der var ikke noget godt. Løbegravene var et eneste Morads og Lerælte. Jordhulen til at søge Ly i var der ikke Tale om; ikke engang et tørt Sted var der hvor vi kunde lægge vor Tornyster. Der var heller ikke tale om Afløsning, vi måtte stå på Post hele Tiden. Det var et hæsligt Døgn, det værste jeg endnu har været med til. At stå der i så mange Timer i sådant et Morads næsten uden at røre sig medens Regnen strømmede ned, det var næsten til at fortvivle over. At få noget at spise var næsten umuligt, da både vi selv og alt hvad
Fortsættes på opslag S-109 |