| Breve |
Dagbogsafskrift: Nr 2 Side 4
hvad vi rørte ved var så tilsmudset med Ler. Drikke havde jeg og de fleste heller ikke, da vi, før vi var der, ikke havde nogen Anelse om, hvor det gik hen. At få varm Mad eller Kaffe bragt derud kunde heller ikke lade sig gøre. Men havde det været drøjt at døje Kulde, sult og Tørst om Natten og om Formiddagen så var det der ventede os om Eftermiddagen ikke bedre. Om Formiddagen havde Franskmændene sent er Regn af Granater og Schrapnels ned over en lille By, som lå lige neden for vore Stillinger. 8 Komp. som lå der led meget derved. To døde, som en Granat havde ramt, og en del forladte Tornystre, som jeg så, da vi anden Dagen derefter var i Stilling der, vidnede om, at de ikke var kommen derfra uden Tab. Vort Artilleri har vel så om Eftermiddagen villet gøre Gengæld. De begyndte at skyde, men de skød for kort, så det var os der fik det, der var Franskmændene tiltænkt. - En Del såredes, men det kunde være gået meget værre, da Granater og Schrapnels regnede ned over os. Franskmændene søgte samtidig at storme vore Stillinger, men der slap jeg heldigvis for at være med. Det var længere oppe på højre Fløj, så kun en Del af vort Komp. kom til at tage Del i Kampen. Vore Folk tog en Del Fanger, og de var øjensynlig glade derved for da de blev førte forbi os, klappede de os på Skuldrene, og deres Øjne lyste, mens de tilråbte os: Monsjø Kammerat, og jeg forstod dem så godt. - Endelig hen på Natten blev vi afløste, men Kl. var 3, før vi fik noget at spise og kunde komme til Ro. Ja, blive ved at gå og stå i 35 Timer uden at få noget ordentligt at spise kan nok tage Modet selv fra de stærkeste.
Den 15.1.15
I dag er jeg med på en Underofficerspost ved Fabrikken som er nævt i foranstående. Til at skrive er her temmelig god Tid og Lejlighed, og jeg vil derfor benytte samme.
"Wir haben Schwein gehabt!" Sådan plejer Kammeraterne at udtrykke sig, når vort Komp. har haft Lykken med sig og fået en god Stilling tildelt, og det samme kan nok passe på vor Gruppe i dag.
At Stillingen her ikke er ufarlig fik 8. Komp. rigtignok at føle den første Dag, vi var her. Men alligevel foretrækker jeg dog at være med her, hvor vi dog ikke har behov at stå på Post hele Tiden fremfor oppe på Højene, hvor vi ikke kunde få Afløsning.
Det går i det Hele meget bedre her end det synede til
Dagbogsafskrift: Nr 3 Side 1
i Begyndelsen. Hver anden Dag bliver vi afløst og kommer tilbage til Sennheim, så vi kan komme lidt til os selv igen.
Jeg og et Par Kamerater har så lejet os et Værelse på et Hotel. Værten er rigtignok ikke hjemme, men det gør mindre til Sagen; vi sparer så i hvert Fald Huslejen. Der er for resten den tredje Lejlighed vi har. Den første blev taget fra os første Gang vi var herude. Og i den næste kunde det ikke tillades os at bo. Men nu håber vi at få Lov til at blive de sålænge vi er i Sennheim. Vi låser da også Døren og tager Nøglen med, hver Gang vi skal herud og håber vedblivende at finde alt i bedste Orden, når vi vender tilbage. Sengetøj var der desværre ikke, men vi lånte noget i vort gamle Kvarter. Ejermanden er nok så elskværdig at hente det, når han kommer igen. Så dan er Krigen! Enhver er nødt til at være ude om sig, ellers kan ingen holde det ud.
Ja, det er hæsligt, afskyeligt, og må i Længden virke nedbrydende på Menneskene stadigvæk at skulle gå og se på alt det sørgelige. Hele Civilbefolkningen er borte og med dem alt det idylliske og fredelige. Byen er stærkt ramponeret, alt minder om Hårdhed, Råhed og Krig.
I de samme Stuer, der før gav Genlyd af Sang og Barnelatter, høres nu kun Sabelklirren og Geværraslen. Endnu intet Tegn til at Krigen snart vil få Ende og dog længes vi alle så stærkt derefter. I går fik vi endelig Post igen - for første Gang siden vi kom hertil. Det er næsten det eneste man har at glæde sig til under disse tunge sørgelige Forhold.
Sennheim den 21.1.15
Atter en 8 Dages Tid længere fremme. Trange Tider, langsomt skrider! Kun langsomt skrider Tiden fremad. Måtte dog denne knugende, triste Vinter snart få Ende og atter en Sommer med Lys og Varme og Fred begynde. Ja, Høstens Herre gør en rig Høst i denne Tid. Nu har vi været her i 14 Dage. Hvor mangt et Øje har ikke måttet lukke sig for aldrig mere at åbnes; mangt et Hjerte er bristet i dette korte Spand af Tid. Vort Regiment har i denne korte Tid, uden egentlig at være i Kamp, haft et Tab, siges der, af over 200 døde og sårede. Ja, vi går i Fare, hvor vi går!
Vort Komp. har ellers haft en god Uge nu. I fire Dage ligget i Vittelsheim i Reserve og en 2 Dage her uden egentlig at foretage
Fortsættes på opslag S-110 |