| Breve |
Dagbogsafskrift: Nr 1 Side 2
at bruge Udtryk, der ikke godt kan gengives. - Værre, ja meget værre var Tanken om en skønne Dag at skulde afsted, hen hvor der kæmpes på Liv og Død, hvor Menneskeliv betyder og synes så lidt.
Heldigvis trak det dog længere ud end ventet. Først store Bededag kom der Ordre, at vor Battaljon skulde stille en 700 Mand, som så blev udtaget. Jeg slap endnu med Skrækken, men blev i sidste Øjeblik udtaget og måtte med.
Vi blev af Komp. godt udrustet til Rejsen og havde også selv forsynet os godt med Uldtøj for at kunne døje Kulde og Sult, og hvad der ventede.
Fredag den 27. Novb. gik det Sydpå; om Rejsens mål fik vi intet at vide. Først da vi kom til Hamborg, blev vi klar over, at det gik mod den vestlige Krigsskueplads. Vi rejste så i ca 50 Timer uafbrudt. Kun et lille Ophold en Gang imellem for at få noget at spise. I Førstningen gik det temmelig hurtig, men Farten sagtnede meget, så snart vi havde nået den belgiske Grænse, og jo længere vi kom syd ned i Frankrig, desto langsommere gik det. Ved 5 Tiden Søndag Aften den 29.11.14 ankom vi til Noyon, og derfra skulde vi gå resten af Vejen til Fods. Det blev en stram Tur for os med fuld Oppakning, noget som vi ikke var vant til, at gå fra Noyon til Venpillier, en Landsby ca 22 Klm. mod Nordvest fra førstnævte By. Vi var dødtrætte, og en Del blev slap før vi ud på Natten havde nået vort mål.
Det var for mig, der ikke er vant til at komme udenlands en lang Rejse og for resten også en interessant. Mest interessant var det, da vi kom ind i Belgien og Frankrig. Det var Nat, da vi rejste gennem Belgien, så man ikke rigtig kunde se noget. Jeg havde ventet, at vi der vilde have fået Krigens Ødelæggelser at se i en uhyggelig Grad. Men det blev dog ikke Tilfældet. Et enkelt Sted såes nok et afbrændt Hus, men det var dog ikke mange, skøndt Turen gik over Liege, Namur, men det var jo også Nat. At Landet må være tør bebygget - som det jo også er - fik man et stærkt Indtryk af for der var By ved By, næsten hele Vejen langs Banelinjen. Og så så jeg der for første Gang Bjerge og dybe Kløfter, noget nyt for mig fra det flade Nord.
Dagbogsafskrift: Nr 1 Side 3
I Frankrig var der mere Spor af, at Krigen havde hærget; og jo nærmere vi kom vort Mål, desto tydeligere blev de. Afbrændte og sammenskudte Huse, sprængte Broer, ubjærget Høst o.s.v. vidnede om, at Kampen havde raset. Særlig helt ude ved Fronten så den ellers umådelige, frugtbare og kønne Egn sørgelig ud. Store, rige Landsbyer stod øde og folketomme. Selv Kirkerne var det gået ud over, enten helt afbrændt eller tildels ødelagt af Granater, - det så sørgeligt ud. Ja man kan ikke Andet end ynkes over det stakkels Frankrig og Belgien ikke mindre, som må lide så meget under denne frygtelige Krig. Hvor må det være hårdt for de stakkels Indbyggere i de af Krigen hjemsøgte Egne. Først må de flygte fra Hjemmet, forlade alt for dog at bjerge Livet, for så måske engang, når Krigen er forbi at vende tilbage - og begynde forfra. Det kære Hjem er så måske kun en Ruinhob, et langt Livs Arbejde tilintetgjort.
Ja, vi derhjemme har al Grund til at være glade og takke for, at vort Hjem og Hjemland er bleven forskånet for dette hæslige, som Krigen er.
Det der, næst efter det trøstesløse Øde, som denne Egn er, stemmer ens Sind til Alvor, er de mange ny Grave, som findes overalt. Ja, man ynkes over de mange Stakler, som her langt borte fra Hjemmet finder en ensom Grav i fremmed Jord.
"Ingen Ven jert Håndtryk fik, ingen hørte Afskedssukket!"
Og man tænker uvilkårlig: Går jeg den samme tunge Skæbne imøde! Skal mit Liv også ende med at finde en ensom Grav i Frankrigs Jord? Ja, ingen ved Det! Alt står i Guds Faderhånd! Hans Vilje ske!
Onsdag den 9. Decb.
Ude i Skyttegravene ved Beuverenz i min Jordhule, halvt liggende, halvt siddende med Tornister som Pult, sådan går Skriveriet for sig. - Dagen efter Ankomsten blev vi fordelt mellem de forskellige Kompagnier. Jeg blev derved desværre skilt fra en Del af mine bedste Kammerater. Samme Aften gik det afsted ud til Skyttegravene, dog kun
Fortsættes: opslag S-107 |