Levnedsskildring |
Den saa tidlig fra det jordiske bortkaldte unge Mand var sine Forældres yngste Barn, og som de fleste Forældre havde de sat store forhaabninger til denne Dreng, som saa ung matte ud i Krigens Larm og Fare, han gik som de fleste unge med et freidigt Sind til Tjenesten, men alt som Tiden skred fremad, blev han som hans mange Breve til Hjemmet beviser den store Alvor bevist hvortil han gik bort, og saa ilede Tankerne hjemad til sine Kjære, som det maaske ei mer var ham forundt at mødes med hernede paa Jorden, det Hjem som vi alle vidste var ham saa Kjært, det skulde han maaske aldrig gense mere, og det kom ogsaa som det havde anet ham, i Sommeren 1916 var han hjemme fra Frankrig paa en kort Urlau, og denne Gang faldt ham Veien tungt tilbage til Slagmarken, det var ham en anelse sagde ham, at nu kom han ikke mere.
Jeg selv har ikke talt ham denne Gang, da Jeg selv laa i Felten i dette Aar, men Jeg har det fra min Hustru (hans Sødster) som særlig omfattede denne Dreng med sin Kjærlighed, hun fulgte ham et Stykke paa Veien, og da havde afskeden været meget tung for ham, det fortvivlede Blik han sendte hende forglemmer hun aldrig, det er jo saa let at forstaae i den unge Alder, vil vi jo alle gerne leve, og derude hvor han nu igjen skulde hen, der var Haabet Kun saa lille mod at komme levende derfra, og Kort Tid derefter at han igjen var kommen i Slagets Tummel den 16 Juli 1916 faldt han for en Fjendes
Fortsættes på opslag S-100 |