| Breve |
Ordet frit, Jeg er bange at Orlov er forbi. Der er to Mand fra vor Kompagnie der var Hjemme paa Orlov og som glemte at komme igen. Og derfor er Orloven vis hel forbi for os. Jeg har sendt min Smørdaase hjem og naar jeg har den tom sender jeg ogsaa den Hjem.
Jeg liger ude at Skrive det Regner lidt men Vejret er smukt.
I dag har jeg julpen at køre Hø ind her er megen Hø og Kornet staar ogsaa meget godt jeg er ikke langt fra Erik men hvor langt det ved jeg ikke bestænt træffe ham er muske ikke muelig han har jo nylig været Hjemme paa Orlov men der er jo vist forbi, han var jo vist ogsaa ked
af krigen. Naar Krigen er til Ende og vi atter kommer Hjem har vi meget at fortælle Eder, men nu vil vi alle haabe at aldt snart er endt. Og vis der inu skal hengaa længere tid vil vi haabe at den Gud som har hulpen hidentil ogsaa hjælpe herefter saa skal Enden nok blive god, og vi kan se Femtiden dristig imøde. Jeg tænker altid som han vil er det beste. Man synes tidt at det var hel forkerdt, men det var dog rigtig, lad det dog gaa som han behager, vi ved han giver Eller tager, han er os naadig huld og tro, thi vo sin lid til Gud |