| Levnedsskildring |
Side 3.
Hans styrede Gaarden, trods sin unge Alder, til stor Glæde for sin kære Moder, og aldrig skulde han komme i Tanke om at varetage andet, end hvad der var til Gavn og Velsignelse for hende. Hans higen og stræben paa Gaarden, for at efterkomme sit eget Valgsprog "Fremad" blev nu standset ved den ulykkelige Krigs Udbrud den 2 August 1914. Den faldne blev allerede 1915 den 19 Mai indkaldt som Rekrut til Udannelse i Flensborg, hans Udannelsestid varede fra 19 Mai til 1 Oktober, og Turen gik saa til Brygge i Frankrig, hvor han blev tildelt et Regiment N 214, efter et kort Ophold her, kom den faldne til Flandern og til Somme, hvor han blev levende begravet af Jordmasser af en exploderende Granat, men blev ved Ihærdig Arbeide af sine Kammerater igen udgravet, men led dog saa meget af det at han kom paa Lazarett i Bayern, i godt 4 Uger. Da den Tid var omme blev han udskreven af Lazarettet og kom til at andet Regiment No 216 der opholdt sig i Elsas Lothringen, herfra gik Turen til Reims, og fra Reims til Scherny. Efter at have gennemgaaet meget Ondt, og deltaget i mange haarde Træfninger, kom han Hjem paa en 4 Ugers Orlov. Tog straks fadt i Arbeidet paa Gaarden med Flid og Stræbsomhed, indtil han igen den 5 Juni maatte tage Afsked med sin kære Moder, sin kære Forlovede Anne Marie Brock, Datter af Gaardmand Jens Brock og Hustru, Marie Christine Bonefeldt i Klinting, og sit kære elskede Hjem, ikke anende at det skulde være sidste gang han gensaa sin med Flid veldrevne Modres Gaard, samt Alle sine kære herhjemme, for nu paany at opsøge Regimentet, der imidlertid var flyttet til Byen Scherny. Efter en meget kort
Side 4
Ophold her, fik den faldne personlig overakt Jernkorset af IIden Klasse, af den tyske Kronprinds Wilhelm af Prøisen, et par Dage senere blev han forfremmet til Gefreiter, og kun en kort tid derefter til Underoffizer, et glimrende Bevis for, at den faldne har været sine Foresatte tro og pligtopfyldende, ligesom hans lille Jagthund "Trofast" var ham lydig dengang han var Barn, hertil skal bemærkes, ikke glemmende sin Gud og sine kære derhjemme. hvad et utal af Breve bære stort Vidnesbyrd om. Mange Breve vidner om at den faldne havde hengivet sig til sin Gud og Frelser, han skrev saaledes engang, det var haarde Dage, vi stod i en Regn af flyvende Jern, men Herren holdt sin Haand over mig, han har hidindtil holdt sin beskjærmende Haand over mig, og haabe at han vil gøre det i Fremtiden, ligesom han ogsaa engang skrev til sine kære derhjemme, Bed for mig derhjemme, at jeg maa komme Hjem til Eder igen, dog stod der altid i Slutningen af hans Breve, - jeg har det stedse godt, og det syntes mig var et godt Varsel for dem, for hans kære Moder´s skjulte Fremtid. Den faldne har havt det Forsyn, ved at skrive andet, vilde dette kun have været en Kilde til mere Uro og Ængstelse, for hans kære Moder, end den Uvished hun levede i Dag og Nat. Ja Herren holdt sin beskjærmende Haand over ham indtil den 8 juli 1917, da han blev ramt af en Fjendtlig Kugle i Hovedet, under et Stormangreb ved Aisne i Frankrig. Lyset blev nu paa engang slukket for den saa tro og haabefulde unge Mand, og han skulde ikke mere gjense sine kære i Hjemmet. |