| Levnedsskildring |
Side 5.
Flere Breve løb nu ind til hans kære dybt nedbøjede Moder, om den faldne, eneste Søns Skjæbne, deriblandt et meget kønt Brev fra hans Kompagnichef, der skildrede den faldne som en tro, god og pligtopfyldende ung Mand, ogsaa flere Breve fra hans Kamerater bære Vidne om den faldnes Trofasthed og Kjærlighed til sine Medmennesker. Ogsaa her Hjemme iblandt sine Paarørende, Venner og naboer, og Alle der stode ham nær, var han en høitagtet, og ualmindelig afholdt ung Mand, i hvis Øine man kun kunde læse den rene Godhed og Trofasthed. Og ikke mindst havde den faldne, Godhed og Omsorg for sin kære Moder, den kun faa Aar i Forveien havde mistet sin kære Mand, ikke engang han var hjemme, paa Orlov, men hver gang han kom Hjem, besøgte han tro sin Familie, hos hvem han altid var kær kommen, og ved sin Afreise igen paamindede han stedse Tjensttyendet om at være god og lydig imod hans kære Moder, der nu igen var ene, naar han reiste bort.
Han gjorde alt, for at lette Afskeden med sin Moder saa godt han formaaede. Da han den 5 Juni trykkede sin Forlovede og sin kære Modre det sidste Farvel i Haanden, sagde han, dybt bevæget, Kære Moder, "Jeg kommer igen". Men som Egens stærke Grene knækkes i Stormen, saaledes blev den faldnes fremtidige stor Ønsker og Haab paa engang brudte.
"Herrens Veie ere ikke vore Veie."
Den dybtnedbøiede Moders stor Lys i sin haabefulde unge, og eneste Søn blev paa engang slukket, og alt blev mørkt.
Side 6.
og kan Hun kun trøstes ved Ordet i Grundtvigs Psalme, der hedder,-
"Det er vedmodigt at skilles ad,
for Dem som gerne vil sammen være,
men Gudskelov i Vor Herres Stad,
for evigt, samles de Hjertens kjære."
O jeg vil som Farbroder til den faldne
tilføie følgende-
"Lang fra Hjemmet han lagde sine Been,
hist i den fremmede Jord,
vi kan ei pynte Graven med Blomst eller Steen,
men aldrig skal glemmes de Ord." -
"Ære være hans Minde."
Mjang ved Hørup paa Als den 5 December 1917.
Hans Schmidt |