| Levnedsskildring |
[ fortsat fra forrige side ]
aldrig mere at gjense det, hvor var han som altid var saa liflig nedbøiet da han skulde rejse, Farvel med Guds fred, sagte han jeg kommer aldrig mere, men Gud give naar jeg skulde falde at jeg kunde faa en hurtig dø, og den fik han som han havde Ønsket, han blev ramt af en Granat og var dø i samme Øieblik, nu sover derude fremmet jord, han som elskede sin Hjemstavn og sin Folkestamme saa inderlig det var en smertensdag for hans Kammerater da de bære ham til hans fattige grav, thi han var ligesom en støtte for dem altid et lystig og munter ord og aldrig forsagt, han var en mester til at opmuntre dem naa trykket hvilede tungt paa dem, og aldt saa sort ud, dette kand jeg sige fra hans Kammerater, mins Broders Søn Andreas Kylling og hans Nabo Niels Berg, og Mathias Nissen fra Ørby.
Hvor mindes jeg hans store Glæde naar han i den korte tid der var os forundt at vandre med sin unge Hustru hen til det store Hus som han selv har givet sit bidrag til at faa bygget, og der mødes med os alle til taler og sang og siden fælles Kaffebord, da havde hans glæde naaet høidepunkt, thi han var en af dem som stod fast og viste vad han var, han lod sig ikke rokke i trengslers tid
[ fortsættes på næste side ] |