| Levnedsskildring |
Georg Riewe besøgte indtil sin Konfirmation Skolen i sin Fødeby Stepping og forblev i Hjemmet for at være sine forældre behjælpelig ved Landbruget. Derpaa blev han udtaget til Militærtjeneste og aftjente sin Værnepligt fra 19. Okt 1901 til 20. Sept. 1903. Hans yngre Søskende vare imidlertid traadte i hans Sted ved Hjælp af Gaardens Drift. Riewe tog da Tjeneste i flere Aar som Avlskarl hos dygtige Landmænd i Omegnen, hvilke paaskønnede hans Flid og Troskab. Efterat have forlovet sig med Pigen Kjestine Marie Hansen, en datter af nu afdøde Gaardejer Peter Hansen i Kolstrup ved Stepping, købte han en Vognmandsforretning i Kristiansfelt. Efter Brylluppet hjemførte han her sin unge Hustru. Fremtiden syntes saa lys for dem, med Lyst og Iver kastede han sig over sin Gerning og det lod til, at den Levevej, han havde valgt sig, vilde give dem begge et sorgfrit Udkomme. Men Glæden var af kort varighed, kun 11 Maaneder fik de Lov til at leve sammen i uforstyrret Ro, saa kom Krigen, og han var blandt de første der maatte stille sig i de Kæmpendes Rækker. Hans Armékorps blev beordret til Østpreussen. Tung var skilsmissen for ham fra Hjemmet, men Haabet om snarligt Gensyn holdt Modet oppe. Endnu tungere for ham blev det, da han derfra modtog den sørgelige Efterretning, at Laden med Hø og Halm samt Vognremisen var afbrændt og kun Beboelseslejligheden med Indboet reddedes. Hvorledes han længtes efter sit Hjem for at staa sin Hustru bi, kan man nok tænke sig. Orlov kunde ikke gives; thi nu skulle Kompagniet atter i Skyttegraven. I et Brev, dateret Wentzlau d. 30.12.14 skriver han: Vi er igen i Skyttegraven baade Nat og Dag og skal blive her i 6 Dage. Vi sidder pakket sammen som Sild i en Tønde, saa der ikke er megen Plads til at skrive. Sneen fyger sammen i Driver derude, saa vi har maattet skovle os ud. Hver Nat maa jeg ud paa Patrolje, saa søvn gives der ikke meget af. Vort Opholdssted har i de sidste 8 Uger været i Jordhytter eller i Svine- og Kreaturstalde. Det vilde være for os en stor Behagelighed, hvis vi kunde faa os et Bad og bagefter ligge i en varm Seng. Hav inderlig Tak for Din Omsorg for mig i denne Trængselstid og for den lykkelige Tid vi har levet sammen. Jeg beder daglig til Herren om, at han vil gengælde Dig, hvad jeg ikke formaar. Og nu farvel for denne Gang min egen elskede Hustru. Herren velsigne og bevare Dig !"
Et par Timer efter, at Riewe havde sluttet dette sit sidste Brev, kom Ordren, at Kompagniet skulde undersøge en Skov, og da det kom der, viste det sig, at det her myldrede med Russere. Blandt de faldne her fra Egnen var ogsaa Georg Riewe. En af Deltagerne har i følgende Linjer givet en Skildring af denne haarde Kamp, den næstsidste Dag i det gamle Aar:
Vi sidder og taler om Alvor og Skæmt
og aner slet ikke den Fare,
Gud Herren i Himlen for os har bestemt
for at prøve sin lille Skare.
Tredive Dage December har talt,
da Budskabet kom fra det høje
til dem, som saa hurtig hjem blev kaldt
fra Slaget med Døden for Øje.
Klokken var to, da Befalingen kom,
vi skulde nu frem i Striden.
Hver en drog afsted frejdig og from
i Tro til vor Frelser ved Siden.
Saa laa vi derude i Kuglernes Regn
og bad til Gud for os alle:
Beskyt vor kære hjemlige Egn,
lad Fred over Jorden falde.
Da Mørket omsider til Hjælp os kom,
vi sneg os tilbage saa langsomt.
Dog mangen en Ven var segnet om,
os syntes det alle saa trangt og tomt.
Og savnet føles stadig haardt,
vi kan det ikke fordølge.
Et Par Navne af dem, som brat kaldtes bort,
vi her nu lader følge:
En trofast Ven i Hans Nissen vi fandt
og ikke mindre i Kliver.
De dødes Skare var og Riewe iblandt,
hans Minde lever og bliver.
Hans Kompagnifører giver den Faldne et meget smukt Eftermæle. Ogsaa vi herhjemme, som kendte Riewe paa nært Hold, skattede Riewe for hans bramfrie stille Væsen; vi saa i ham en Mand, der med Troskab og Flid overtog sin Gerning og i Ærlighed og Sandhed altid vilde Gode og det Rette.
Kristiansfelt, den 3. Okt. 1917.
Th. E. |