| Levnedsskildring |
Barndom, Ungdom og Mandom.
Mathias Rasmussen blev født den 16 Januar 1885 i Guderup. Han var normalt begavet og udviklet. Han viste tidlig Tegn til at han var i Besiddelse af store Evner til at skære ud i Træ; hos en Lærer i Egen fik han yderligere Uddannelse deri, saa at dette efterhaanden optog al hans Fritid. Han blev konfirmeret Palmesøndag i Egen Kirke Aar 1899.
Efter sin konfirmation tjænte han flere forskjællige Steder og sidst her i Lysabild Sogn. Udskærings-Arbejdet var dog det der stadig optog hans Tanker og hans Fritid. Naar man seer hans Arbejder saasom Præsenterbakker, Reoler, Billedrammer og meget mere, og seer den deri nedlagte Energi og store Akuratesse - han arbejdede altid efter selvudarbejdede Tegninger - kan man kun beklage at han ikke fik disse sine Evner udviklet paa en for det Almindelige bedre Maade.
Soldatertid og Stilling til Krigen.
Han blev indkaldt til Soldat i Februar 1915 og kom til et Infanteri Regiment i Lybæk; blev senere uddannet til Maskingevær-Afdelingen, og som "Fahrer" ved en saadan Afdeling kom han i Juni til Fronten i Flandern. Krigen stod stadig for ham, som noget frygteligt rædselsfuldt Noget; noget som han var meget bange for. Hans Kone besøgte ham i Lybæk 10 Dage før han skulle til Fronten og da, fortæller hun, tog han Afsked med hende og sagde til hende, at han troede gandske bestemt, at han aldrig mere kom hjæm, og paalagde hende i mange Enkeltheder hvorledes hun skulle opdrage deres lille Søn og hvorledes hans (Sønnens) Arv skulle udredes o.s.v.
Noget lignende skrev han ogsaa næsten samtidig til sine Forælre i Guderup.
Det var en tung Afsked Mand og Hustru tog med hinanden der i Lybæk. En Dag, siger Konen som hun aldrig glemmer.
Fra Flandern skev han i et Brev til Pastor Langlo i Lysabild, blandt Andet saaledes: som ved et Under slap jeg endnu denne Gang fra det med Livet. Granaten slog ned iblandt os, og de fleste af mine Kammerater maatte bøde med Livet. Det har jo altsaa ikke været Guds Villie at jeg denne Gang skulde bortkaldes. Vorherre er min Trøst og mit Haab.
En af hans bedste Kammerater var Smed M. Jacobsen fra Avnbøl, og han har meddelt M. Rasmussens Hustru om Mandens Død. Han blev haart saaret af en Granatsplint den 9. Februar 1916; kom tilbage paa et Feldt-Lazaret, hvor hans døde af sine Saar den 12. Februar.
Efter at han var saaret, var han strax klar over at han maatt dø, men det forskrækkede ham ikke. Han bad om at hilse hans Kone og Barn, og sige hende, at han i Troen paa sin Herre og Frelser gik hjæm til sin himmelske Fader.
Lysabild i November 1917
Peter A. Andersen |