| Levnedsskildring |
Vor kære Søn Jens Bertelsen Quist har altid været os en god og lydig Dreng, hans Barndom henrandt stille og rolig, og han besøgte Skolen i Øster Gasse, han var af dem, der havde en stille Natur, men dybe Tanker. Da han var konfirmeret kom han ud at tjene, og hans Hensigt var jo da at være Landmand, han holdt meget af sit Hjem, og hans største Glæde var jo altid at besøge os om Søndagen, saa kom den Tid jo da han maatte til Session da var han jo 18 Aar, og da blev han jo udtagen til Inft. Ogsaa kom Dagen da han blev indkaldt d. 13 Marts, og kom saa til Weisenburg i Elsas, hvor han blev uddannet, han var altid saa tro med at skrive hjem han skrev næsten hver Dag. Da han drog fra Hjemmet d. 13 Marts drog han et Sprog som staar i Jeremias 39. 17-18 der staar: men dig vil jeg redde paa den Dag, siger Herren, og du skal ikke gives i de Mænds Haand, for hvis Ansigt du gruer. Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Sværdet, men du skal have din Sjæl som et Bytte, thi du forlod dig paa mig siger Herren. Og vi maa jo sige at dette Ord gik bogstavelig i Opfyldelse for Ham. I det sidste Brev, som vi modtog fra ham fra Weisenburg skriver han, at han ikke har meldt sig frivillig, og det nytter jo ikke at græde og klage, og er det Guds Villie at jeg skal dø, saa kan jeg jo ligesaa godt dø et andet Sted end der, og skriver han, det gjør mig næsten mere ondt for Eder end for mig selv, og glem ikke at bede for mig. Den 8 September skriver han første Gang fra Frankrig paa dansk, og skriver, I kan nok tænke Eder, den Forandring at komme herud, med Kanontordnen og alt hvad her foregaar, vi er her tre Nordslesviger sammen, Naar man skal med saa maa det jo være Guds Villie, ogsaa vil vi blot befale os heelt i hans Haand, og gjøre som han vil, thi som han vil det maa jo være bedst, bed for mig.
Den 19. September skrev han, der kommer jo Tider, hvor man er saa sørgmodig og kjed, kan I jo nok tænke Eder, ja havde vi blot været hjemme hos Jesus, for der er der dog evig Fred og Glæde, her paa denne Jord er der ikke andet end Synd og Elendighed, glem ikke at bede for mig. d. 2. October skrev han, Frygt ikke Abraham, jeg er dit Skjold, og din meget store Løn. 1. Mob. 15.1 Det er Verset i min lille Dagbog til i Morgen. Det trøster mig altid hver Dag, naar jeg læser dette Par Ord, naar man blot rigtig kunde faa Øiet op for det, jeg beder den kære Herre Jesus om, at han vil tage mig i sin Haand, hvad jeg jo ved, at han saa gjerne vil, ja glem ikke at bede for mig, og skulde vi ei sees mere paa denne Jord, saa vilde vi dog saa inderlig gjerne samles derhjemme for Guds Trone, Ja tænk naar jeg engang for Tronen, smykket staaer med Seierskronen. Den 10 October, Jeg har det jo altid godt, og er ved godt Mod og Sundhed. Vi vil dog altid bede den kære Herre Jesus om det dog snart maatte faa Ende, naar det er hans Villie, kan vi ogsaa nok samlet igjen, paa snarlig Gensyn om ikke her saa hisset. glem ikke at bede for mig. Den 13. October skrev han, Du har været min Hjælp og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med Fryd Ps 63.8. Ja Gud har tidt været min Hjælp herude kan i tro, det har jeg mærket saatidt, man takker ham kun saa lidt derfor. I Formiddag stod jeg paa Posten fra Kl. 9.11. og da jeg stod der, slog der en Granat ned lige tæt ved mig, saa Splinterne fløi omkring mig. Igaar Aften da vi var efter Mad beskød de os ogsaa stærk, der faldt en død om paa Stedet, hvor kan man ikke takke Gud nok, at han bevare mig saa godt. Jeg læste Sædekornet som I Forleden sendte mig, der stod et Stykke med Overskrift, 10. Minutter, det var om altid at være rede, det passer jo godt, herude er man jo aldrig sikker. Den 14. October jeg har det jo altid godt, og er ved god Mod og Sundhed, hvad jeg jo altid kan takke den kjære Gud for, Ja kunde man blot have faaet Lov at komme hjem paa Orlov Engang, ja man bliver snart utilfreds imellem, men det hjælper jo ikke det er dog godt, at man kan bede den kære Herre Jesus, staa os bi, for det gjør han jo gjerne, paa snarlig Gensyn, ikke her saa hist hjemme. Den 16. October skrev han endnu et Kort, vor han skrev han var sund og rask og ved god Mod. Men den 19. var han kommen paa Lazarettet da havde han meldt sig syg, og var han strax kommen bort. Men saa endnu d. 23 fik vi et Kort fra ham fra Lazarettet, hvor han skrev at han havde lagt der i 5 Dage, og havde fra 38-40 Graders Feber og fik ikke det mindste og heller slet ingen Appetit. Og skriver han tilsidst nu er jeg heelt udmattet af at skrive dette Kort. Ogsaa d. 27 var han hensovet om Aftenen Kl. 11. Ja Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være Lovet Job.1.21.
Øster Gasse de. 27. Februar 1918
hans Forældre. |