| Levnedsskildring |
7/
kan tages paa Forholdene, selv i et Øjeblik, hvor der er Opbrud og Forflytning - rimeligvis til et uroligt Hjørne i Vente. Det hedder heri:" Alt Arbejde er blevet standset, og vi kommer uden Tvivl herfra, maaske endnu i nat, vi faar jo ingen Ting at vide, og hvor det gaar hen, tænker vi os kun til, det bliver sagtens enten til et af de brændende Steder her i Frankrig, Rusland eller Serbien, de fleste mener nu Serbien. I hvert Fald gaar vi vist ikke meget godt i Møde, men Guds Vilje ske, Kære Elise, han raader for vort Liv, og hvor vor Fod skal gaa, naar han kun er med os, og vi holder os til ham, saa kan det gaa os godt, i hvor det er. Jeg tager det hele med Ro, hvad de fleste gør, men man mærker selvfølgelig de uvisse Tanker, de fleste gaar med. Mange er jo lige glade og en Del endda tilfreds med at komme herfra, skønt jeg tror, at inderst inde ønskede de alle helst at blive her."
To Gange maatte Julen fejres i Felten. Ikke mindst under festlige Tider søger Tankerne Hjem, hans Tanker søgte dog ogsaa hyppigt opad, han fandt Fred i Barneforholdet til Gud, i hans Haand lagde han alt. Jeg tror sikkeet, hedder det i et Julebrev 1915, at Gud gennem denne Krig vil lære os Mennesker at fejre Jul, som den skal fejres. Og jeg tror, han er ved at naa sit Maal - i alt Fald herude.
8/
Under krigen havde Petersen den Glæde, at der blev født ham en lille Datter. Dette fyldte ham med rig Lykkefølelse. Han var saa lykkelig og glad for den lille Pige, som han desværre kun skulde faa Lov at se de Dage, han var paa Orlov. I hans Breve hjem, saavel som til hans Venner, skriver han flittig om den lille Petrea, som han længes saa stærk hjen til , og som han føler sig saa taknemmelig for. Glæden over den lille øgede dog ikke bare Længselen, den gav ham ogsaa nye Kræfter til at bære alt det tunge, Haabet fik Næring.
Tyve lange Krigsmaaneder var gaaet og Livet stadig reddet. Der randt noget Haab for Fremtiden af denne Kendsgerning. Som de fleste andre spejdede Petersen fremad for om muligt at finde Tegn, der kunde tyde paa at Afslutningen nærmede sig; dog den skulde han ikke opleve, han fik, som saa utallige andre, Krigerens triste ensomme Død.
Det var den 3. April 1816, han laa ude i foreste Linie. Sammen med fire andre Kammerater var han tyet ind i et Opholdsrum. En Mine slog ned herpaa og trykkede Rummet sammen, alle fem blev begravede. De fire var ogsaa Nordslesvigere, nemlig Hans Nielsen fra Mjøls, Thomas Olsen fra Ravsted, Henrik Bollmann fra Haderslev og Peter Nissen fra Nørre Hostrup. Der blev straks taget fat paa Redningsarbejde. Efter ti Timers Arbejde fik man Nissen frem, og han var endnu i Live, men desværre saa medtaget, at han døde Dagen efter. Man bjergede bjærgede endnu to Mand, dog de var |