| Levnedsskildring |
6/
det alt sammen, Haabet om igen, og helst inden saalænge, at komme sund og velbevaret hjem. Vejen gik først gennem Belgien, hvor han straks deltog i Kampene. Senere kom han til Frankrig, hvor han blev, til Krigen var endt for ham. Den første Stilling i Frankrig, han kom til, var ved Nugda?, senere kom man andere Steds hen, ogsaa til Lens, til Byen Vinny, her maate der døjes ulupe? [kanikkelæses] meget. Kuglerne var nærgaaende, en blev opfanget af en lille Blikdaase, som han bar i sit Tornyster, han slap dog stadig usaaret igennem. Det gode helbred, de stærke Nerver og det frejdige Mod bar ud over alle Trængsler. Petersen bevarede sin Sindsro og sit lyse Haab. Saaledes skrive han hjem til sin Hustru paa deres Bryllupsdag i September 1914. "At jeg kommer hjem til dig igen, min egen kære Ven, derpaa tror jeg fuldt og fast, selv naar jeg gaar i Slag, og Kuglerne piber om mig, er jeg saa rolig og kan ikke fatte, at nogen kunde træffe mig."
Ved en Lejlighed blev to Mand udpeget i kompagniet, der skulde have Jernkorset, Petersen var den ene af dem. Han frabad sig imidlertid denne Udmærkelse, han mente, de øvrige var lige saa nær dertil, og i øvrigt brød han sig kun lidt derom.
Maanederne gik, Aarstiderne vekslede Gang efter gang, man havde for længst vænnet sig til Livet, men Længselen hjem var ikke mindre, selv om den maatte trænges i Baggrunden. Mennesket lære at resignere. Et Brev, skrevet i Skyttegraven midt i Oktober 1915, giver et lille Indblik i, hvordan der |