Bliv indtaster

Projekt
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold P -
(Alle billeder i serien):
Korrekturlæst
Den faldne
Efternavn Popp
Fornavn(e) Andreas
Fødselsdato Kunne ikke udfyldes
Fødested Kunne ikke udfyldes
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Levnedsskildring
Levnedsskildring Med vemod jeg ser en Bunke Breve fra min kære Svogers Haand liggende foran mig. det i saa mange af disse Breve udtalt "Paa glædelig Gensyn" eller Haabet om den Glædesdag, da han igen skulle samle sine Kære i det lille hjem, blev brat og uventet tilin-tetgjort. Sammen med mange andre sover han nu den lange Søvn paa en Kirkegåaard ved Somme i Frankrig blodvædede Jord. I Fødehjemmet i Branderup som han tilsidst selv eiede, er han opvokset sammen med sin Sødster Kjerstine. Slægten stammer fra paa paa Faderens Side der fra Egen, hvor ogsaa flere Slægtninge er bosiddende nu, Farfaren Andreas Popp var Lærer i Strandelhjørn indtil 18. Moderen Jensine Popp, født Ditlevsen var fra Hjortvad, hun døde 1910. Andreas besøgte indtil sin Konfirmation skolen i Branderup. Han havde godt Nemme og Læreren, daværrende Degn Jensen forslog ham flere Gange at læse videre og blive Lærer, men Andreas afslog det skønt Faderen kun modstræbende indvilligede deri. Faderen var bange for, at Andreas der var spinkel i Lemmer ikke kunde holde det ud, dette viste sig ogsaa senere, et Aars Tid efter endt Læretid maatte han af denne Grund opgive Smedehaandværket. Han lærte derefter Meierigerningen og var ved samme i 3 Aar. blev saa Soldat og aftjente i Aarene 1904/1906 sin Værnepligt i Tilsit og Memel. Efter sin hjemsendelse fra Militærtjenesten stod han over for et Valg med Hensayn til sin Gerning i Fremtiden, nemlig enten at forsætte med Meierigerningen og saa lade Forældrene sælge Fødehjemmet som de paa Grund af tiltagende Svaghed ikke længere selv kunde passe, eller ogsaa at træde hjælpende til i Hjemmet. Han valgte det sidste, og et Par Aar efter holdt han og hans udvalgte Brud Bryllup i dette Hjem, som fra nu af var deres eget. Der blev bygget lidt, og glad og freidig hjalp de hinanden ved Arbeidet. Ved Mindet om disse Aar dvælede han gerne i en rolig Time i Krigen haarde Tid. I Forsamlinger og Opbyggelsesesmøder for Bevarelsen af Modersmaal og Nationalitet deltog han gerne, overfor anderledes tænkende var han urokkelig tro mod sin Overbevisning,dog aldrig  (s.2)  fremtrædende, men altid stille og beskeden som i al sin Færd.  Saaledes gik alt sin Jævne gang i 5 Aar. Dog kun en kort Tid fik Moderen Lov at glæde sig over de unges Lykke, en snigende Sygdom borttog hende et Par Aar efter brylluppet. Men ogsaa et Par andre Mærkedage oprand  for dem i Løbet af disse Aar, idet først en lille Dreng og et Par Aar efter en lille Pige for første Gang saa Lyset i dette Hjem. Saa kom Krigen og efter den Tid var det kun høieste et til to Gange om Aaret han i nogle faa Dage kunde saamles med sine Kære. Medens i Førstningen af Krigen de uvante og forandrede Forhold vel nok for en Del optog hans sind, blev det ved Krigens Længde og Ensformighed mere og mere inderlig Gudhengivenhed  hvori han nedsænkede sine Længsler og hvoraf han øste Trøst.  "Maatte vi dog have den Tro til vor Fader i Himlen, at han styrer alt til vort bedste" det er de Ord som han atter og atter gentager i sine Breve. I Fægtning deltog han kun en Gang nede i fransk Lohtringen, sidst i September 1914 blev han Tjener hos en Løjtnant Stæcker, hvilken Stilling han behold til sin død. Jeg vil her lade ham selv tale ved at gengive et af hans sidste Breve, dateret Molenhoeck, den 29.9.1916. til han hustru:
Bilag/breve
Breve (s.3) Mange tak for dit kærlige Brev af i Søndags, ja hvor det glæder mig at vide at I har det  godt derhjemme, og at I nu er færdige med Høsten, Ja Du har et min egen Pige, vi har det forløbne Tid uendelig meget at takke Gud Fader i Himlen for, at han hidindtil saa nådigt har hjulpet os, og bevaret os for alt ondt, ja min egen Johanne, lad os ogsaa i Fremtiden holde os til ham, saa skal det nok trods alle mørke Udsigter gaa os godt, om deter det han Villie, da han føre os sammen igen, saa kan arbeide videre paa vort fælles Hjem. Ja hvor havde vi det ellers godt, de Aar vi fik Lov at leve sammen, gerne tænker jeg tilbage paa den Tid og dvæler ved mange af de kære Minder, alting tegnede jo saa godt for os, og vi havde det saa godt sammen, ja Tak min Pige for alt hvad Du har været formig i den tid. Så kom den slemme Krig og skilte os ad, men vi havde dog aldrigtænkt, at Adskillelsen skulle vare ved i Aarrevis, det er tungt men endda maa vi jo ikke klage, men være glade og taknemmelige, for at det hidindtil er gaaet saa godt, ja hvormange Tusinder begrøder ny ikke Tabet af deres Kære, og megen Nød og Elendighed har de to aar bragt for mange Familier, det er vi dog hidindtil bleven (s.3) forskaanede for. Dog Enden er jo ikke endnu min egen Kære men vi vil sammen i Bøn og Tillid til vor Fader i Himlen være trygge og stole paa at der ikke skal tilstøde os noget uden hans Villie, og at han vil føre os sammen igen om det er til vort bedste, ja man hænger jo dog saa meget ved dette hernede, og jeg kan ikke godt tænke mig at jeg ikke skulle komme hjem til Dig min Hustrug og til vore kære Børn, men om det er Guds Villie, saa maa vi jo bæie os, og maate vi saa blot altid være redet til at gaa herfra, saa vi maa kunde samles hisset, hvor ingen Nød og Jammer er mere. ja Vorherre hjælpe os dertil. Imorgen gaar vi vist herfra, vi skal i hvert Fald holde os færdige dertil. Efter Forlydende kommer vi til Somme, det er jo et slemt Hjørne, men ogsaa der kan Guds stærke Haand beskytte os. Vær derfor kun trøstig og ved godt Mod min kære Hustru, jeg skal nok skrive. saa tidt det er mig muligt.  Mange kærlige Hilsener til dig min kære Hustru og til vore kære smaa. Ogsaa kærlig Hilsen til Far. På glædelig Gensyn. Den påfølgende 12 Oktober ramtes han og samtidig 5 andre Kamerater af det dødbringende Skud. det gik som et Stik igennem os, da vore Børn den 18 Oktober kom hjem fra et Besøg i Branderup og saasnart de var stegne ud af Toget sagde disse Ord: Morbroder Andreas er falden. Et par Dage efter kom saa følgende Brev fra Løjtnanten hos hvem Andreas var Tjener:  Kære, Fru Popp: Der foreligger mig en tung smartelig Opgave, Battallionen er vendt tilbage fra Sommeslaget, vi har havt mange Tab og et at de tungeste er Tabet af deres Kære Mand, min gode tro Tjener, Andreas Popp. Den 12 Oktober 1916 er han død Heltedøden. Vi havde den Dag overstaaet det Værste, vi havde i mange Timer været i Trommeilden fra engelsk Skibsskyts. Vi var undgaaret undgaaret at komme i engelsk Fangenskab. Han havde altid været ved min Side eller i min Nærhed.  Den 12 Oktober Laa Battallionen i en Lansby i de bagerste Linier, da traf en Granatstump ham og flere Kamerater, de stod ved Indgangentil vor Kælder, hvori vi andre ogsaa opholdt os. (s.4) Jeg kan, Kære Fru Popp, forstille mig Deres Sorg ved Tabet af deres kære Mand og der desbedre, som jeg ogsaa er dubt bedrøvet. I førstningen havde jeg helt tabt Fatningen, da jeg fik Meddelelsen om hans Død. Jeg satte stor Pris på ham. Han var helt igennem et ærligt, oprigtigt og godt Menneske, en gyldenlutret karater. Alle, der lærte ham at kende, satte stor pris på ham. Gud trøste Dem i deres Sorg og maatte De finde lidt Trøst i den Overbevisning, at jeg og alle, som kjendte Deres Mand tager Del i Deres Sorg og altid vil bevare den Hjemgaade et æret og kærligt Minde.  (Sign.) Stæcker Ltnt. Batl. Adjudant. Christiansfeld, den 28. Marts 1918. Anderas H. Andersen