| Levnedsskildring |
Kristian Petersen havde rige Evner. Allerede som Barn kunde man træffe ham i Huggehueset naar han var hjemme fra Skolen. Ogsaa da han var barn blev hans danske Sindelag udviklet. Læreren vilde med Vold og Magt indprente Børnene Tyskheden, og fandt paa at hver og en skulde staa op og sige "Jeg er en Tysker". Flere af Børnene som havde dansksindede Forældre blev siddende og vilde ikke, deriblandt Kristian og hans Broder Christen der heller ikke vilde lyve, og blev siddende hvad Læreren tog dem ilde op. Vores Moder havde fra vi kunde læse fortalt og ladet os læse Danmarkshistorie, og ligeledes fortalt os om den Uret Sønderjyderne maatte lide, saa det var med blandede Følelser, det vi lærte i Skolen. Vinteren 1905-06 kom han paa Hejls Efterskole. Gode Indtryk kom han hjem med, og da saa Husflidskolen i Stevning begyndte, var han en af de første der. I fire Aar var han med, og tog 1. Præmie hvert Aar. i Ungdomsforeningen var han Næstformand al den Tid han var hjemme. Han havde lidt af en Fører i sig, for hvad han vilde med til var de andre Karle ogsaa villig til, til Husflid, Gymnastik, og Fodbold. Foredragsforeningen fik ogsaa fat i ham, til at spille Dilletant. Han spillede Rasmus i "En Søndag paa Amager" Knud i Feriegæsterne og i flere smaa Stykker. Hans Tid var meget optaget af det, men det bedste for ham var dog Hjemmet. Passe sir Arbejde gjorde han , og alt hvad der gik i stykker, lavede han i stand. Hvor var det hyggeligt naar vi seks Søskende var hjemme og sad og samtalede. Kristian tog saa sin Harmonika og spillede for os.
I Dybbøl tjente han hos Jens Nissen, og var med i Ungdomsarbejdet der. Da var han tyve Aar. 1. Maj 1912 kom han paa Dalum Landbrugsskole, og var i et Aar praktisk Elev. Var saa hjemme i et halvt Aar, og meldte sig da i de 3 danske Foreninger. Vinteren 1913-14 tog han paa Ladelund Landbrugsskole.
I Foraaret 1914 knap 24 Aar blev han Ejer af sin Fødegaard, og jeg og vor yngste Søster blev hos ham. I August brød Krigen ud. Kristian der var i Landstormen blev sparet indtil den 23 Marts 1915. Blev da indkaldt, og kom til Flensborg, hvor han blev uddannet. Var af og til hjemme paa Orlov. Rejste til Fronten den 21 Juni, samme Dag døde vor ældste Søster efter 3 Dages Sygdom. Kristian var 3 Uger om at rejse til Fronten, da han skulde til Galizien. Det var tungt for ham der i det Fjerne at at modtage Budskabet. Dog skrev han trøstende Breve hjem til vore Forældre. Det var jo haardt for dem det Aar. Vor anden Broder Kristen blev saaret samme Maaned. Der i Galizien var han i Skyttegraven i 1½ Maaned. Han var med til at storme over Zlota Lipa og fik sit Ben af lave. I Skoven der huggede han sig en Krykke af og humpede tilbage, kom i Lazarettoget og ført til Mühlhausen i Tk. hvor han laa paa Lazarettet i 1½ Maaned. Efter en 14 Dages Orlov kom han til Mainz paa Tøjhuset, hvor han skulde gøre i stand. Der var flere Nordslesvigere der. I deres Fritid samledes de paa en Kaffee og havde det helt hyggeligt der. I 4 Maaneder var han i Ingelheim for at jævne Skyttegrave. Om Søndagen sejlede han og hans Kammerater op ad Rhinen. Der var han i et Aar.
Fra Mainz blev han uddannet til Maskingeværskytte og kom til Frankrig. I en Tid var han ved Hestene, kom saa til Chaulnes og var der indtil Tilbageturen til St. Quentin i Marts 1917. Vi søgte om Orlov for ham, men paa Grund af at han var fra Nordslesvig maatte han ikke have Orlov før i Juli. Modet holdt han dog oppe, men der værste for ham var Tilbageturen hvor alt blev ødelagt. Det var svært for ham at se paa. Vi skrev hver Dag og sendte Hejmdal og et dansk Blad. Ligeledes sendte vi ham Sprog og den kristelige Kalender og Kirkeklokken hvad der var ham kært, men bedst for ham var dog hans nye Testament. Hver Dag skrev han ogsaa hjem til os om Landbruget, om alt hvad der burde gøres. Skrev saa at han kom nok hjem paa Orlov den 25 Juli. Da var han ved Hestene og skulde køre Material ind til St. Quentin. Hans kamerater havde taget en Skyttegrav og nu vilde Franskmændene forsøge at tage den tilbage igen da de skød hele Tiden. Vi skulde ikke være urolige for ham, skrev han, for han stod i Herrens Haand, hvordan det end gik ham. Den 24 Juli kørte han og en Kamereat ind til St. Quintin med Munition og var paa Tilbagerejsen. Franskmændene skød hele Tiden, Hestene var meget urolige. Kristian spændte sine Heste fra, det var to smaa Russere, og trak dem bagefter Vognen. En Granat slog ned i et Hus ved Siden af og Splinterne fløj ud paa Gaden og traf ham og begge Hestene. Den andens Heste sprang i rasende Fart afsted til Neurilette og han fortalte det passerede. Komp. Feldvebelen sendte en Ordonantz og en Fahrer paa Cykle til Quintin for at se hvad der var passeret, og om Hjælp endnu var mulig. Ulykken passerede Kl. 3 og Kl. 5 var begge Cyklister ved Stedet, desværre var der ikke Hjælp nødig, da alle tre var døde. Kristian laa mellem begge sine Heste. Kristians Kamerat skriver: "Med mine Kamerater laa jeg i Byen overfor Kathedralen og Cyklisterne kom til mig Kl. 6 og fortalte det passerede, vi blev som slaaede for Hovedet, da vi Kl. 1 om Natten havde talt med Kristian i Pionerparken og nu var han død. Vi gik straks fire Mænd i gang med at hjemhente ham og skaffede Hestene til side. Kl. 9 kom der en Vogn fra Komp. for at afhente vor kære Kamerat, og give ham dem sidste Ære. Han blev begravet paa Soldaterkirkegaarden i Bernatt i fransk Jord. Kristian var mellem sine Kamerater of Foresatte lige vel anset og elsket, og tabte vi alle i ham en tro og elsket Kamerat".
Skrevet af hans Søster d. 3 Marts 1918 i Egen
Kirstine Petersen |