| Levnedsskildring |
Lauritz Petersen blev født i Havnbjerg, hvor Moderen boede hos sine Forældre, til hans Forældre overtog Nymølle ved Guderup. Han kom til at gaa i Guderup Landsbyskole, hvorfra han afgik ved sin Konfirmation den 11 Marts 1894, med beste Karakter i alle Fag.
Den 7 Juli samme Aar traatte han i Møllerlære i Barkum til 1. October 1896. Derefter kom han til Holsted Højskole og var der til 1897. Derpaa arbeidede han som Svend til 1 October 1898 paa Østergaards Mølle ved Hoptrup.
Overalt har han hjembragt saa særdeles smukke Beviser paa Flid og Orden, Redelighed og Tjenstvillighed, saa vi andre der kun kjendte ham for samme Goder med Vedmod kan skildrer hans Mindeblad.
Med Undtagelse af sine Militær aar, tilbragte han Tiden hjemme vel agtet af sine Omgivelser.
Den 10 October 1898 giftede han sig med Maria Karstensen fra Lysabild, der tjente i hans Hjem, og med hvem han har 5 pæne Børn, der nu haart nu maa savne deres indsigtsfulde gode Faders Raad og Veiledning.
Han blev indkaldt den 7/8 1914, den 15 November 1914 kom han til Fronten og endelig efter masige [kanikkelæses] haarde Turer maatte han blive paa Valpladsen den 9 August 1916, ramt af en Granat, man kan jo næsten sige at han faldt for sin store Pligttroskab, han var nemlig Tjener hos en Offiser, paa Tilbageturen fra Slagmarken havde denne tabt sin Tegnebog, og strax løb Petersen tilbage for at hente den, desværre blev dette hans Død, idet en Granat kom og tog ham bort, i et meget rørende Brev til hans Enke skildrede Offiseren denne Tildragelse og beklagede dybt at han paa sin Maade havde givet Anledning til Ulykken.
I hans Hjem var han en rolig og besindig Natur, han var en kjærlig Fader og en hjertensgod Ægtemage, ret et Forbillede for sin talrige Børneflok der var hans Eet og Alt.
I aandelig Henseende da forstod han at søge Kraft og Trøst paa rette Sted. Han skal nok i Krigen stadig have bedt til sin Herre og Frelse at beskytte ham og tilgive ham.
Hans sørgende Enke og Børn vil stedse savne ham og mindes deres gode Fader med Taknemlighed.
Guderup den 24. Februar 1918
Hans gode Ven og Nabo.
Jørgen Nielsen. |