| Levnedsskildring |
Side 1.
Christian Petersen voksede op i sit Hjem i Branderup som den ældste af fire Sødskende, besøgte Landsbyskolen og blev konfirmeret 1901 i Sognekirken. Efter konfirmationen kom han ud at tjene, først i tre Aar hos Gaardejer J. Thøjsen i Branderup; derefter i to Aar hos H. Damm sammesteds.
Vinteren 1902-03 tilbragte han paa Vester Vedsted Efterskole. Til Efteraaret 1906 kom han i Mejerilære paa Branderup Mejeri. Efter et Aars Læretid vendte han tilbage til Landbruget og tog Plads hos Gaarejer N. Refslund i Bovlund. Lysten til Mejerigerningen vandt imidlertid Overhaand og Aaret efter kom han igen til Branderup Mejeri og blev her de følgende to Aar. Han følte sig hjemme her og kom til at sætte megen Pris paa Bestyrer J. Fredslund og hans Hustru. I Efteraaret 1910 rejste han til Bornholm paa Højskole og tilbragte her en Vinter, der fik megen Betydning for hans Udvikling. Det følgende Aar fik han Plads paa et mejeri paa Mors, hvor han blev i fire Maaneder, og kom saa til September 1911 paa et otte Maaneders Kursus paa Ladelund Malkeriskole. Sommeren efter tog han, for at sætte sig nærmere ind i Ostelavning, Plads paa Mejeriet "Brattingborg" paa Samsø, kom tilbage til Efteraaret og blev ansat som Mejerivikar for "Fællesforeningen for Nordslesvig". Til November 1913 kom han til Vodder Mejeri og tilbragte her en hyggelig Vinter i N. Oblings Hjem. Til Foraaret 1914 søgte og fik han Pladsen som Bestyrer for Visby Mejeri, og fik altsaa nu Foden under eget Bord. Han lærte ogsaa snart at føle sig hjemme her blandt de jævne, sindige Vestboer.
Side 3
Det var lange, svære Uger, ikke mindst for hans Forlovede, Anna Jensen fra København, der kort efter Krigens Udbrud havde faaet Plads som Frisørskolelærerinde i Nordjylland, og som under Christians Ophold ved Fronten og paa Lazarettet ikke mere kunde brevveksle med ham diekte, men maatte have alle Efteretninger fra ham ad Omveje. Sidst i Oktober indtraadte der en tilsyneladende Bedring i hans Tilstand, men den 4. November mistede han pludselig Bevidstheden og tildlig den næste Morgen døde han. Han ligger begravet paa Kirkegaarden i Stenay.
Christian lærte ikke at forsone sig med Soldaterlivets Tvang og Raahed og Krigen forekom ham modbydelig. I et Brev fra fronten skriver han bl. a. : "Jeg ser absolut ikke noget godt ved Krigen. Det hele er Menneskeværk og har sin Rod i Synd. Jeg har ikke altid været klar over, hvad der er godt og ondt, men hvis der er ondt til i Verden, er Krigen noget af det første paa Listen".
Men hans Tro paa Gud og hans Tillid til hans Førelse, voksede sig ogsaa stedse stærkere. I det samme Brev hedder det: "Vi beder til Gud om, at det maa gaa os godt, og at vi maa komme godt hjem, hvis det er hans Vilje, men vi ved ikke altid selv, hvad der tjener os bedst. Maaske er det til Fordel for os at komme hjem som Krøblinger. I hvad der end sker lader vi Gud Raade, og takker for, hvad vi hidtil har haft af godt". I et Brev fra Rendsborg skriver han: " Det, synes jeg, er noget af det bedste og vigtigste, naar vi med Glæde og Tak kan se tilbage paa Tiden, som gik. Det kan vi ogsaa let komme til, naar det gaar op for os, hvad vi har faaet her i Livet, hvor rige vi i Grunden er, og naar vi kan betragte det hele som noget, der er os givet".
Nu hviler Christian i Frankrigs Jord som saa mange andre af sine Landsmænd. Men vi herhjemme har kun lyse og gode Minder om ham. Hans Forlovede skrev efter hans Død i et Brev til hans Forældre: " Jeg holder af Mennesker, der søger efter Renhed og Sandhed og prøver paa at leve derefter, og jeg kender ingen, hos hvem jeg stærkere har mødt selve Livet i denne Form, end Christian. Jeg under ham at vær der, hvor alt er rent og sandt, og hvor han sikkert bliver taget i Brug |