| Levnedsskildring |
9/
døde. Arbejdet maatte opgives, Petersen og Hans Nielsen blev under de Jordmasser der havde kvalt dem.
Følelserne afstumpes i krigens Tid, vel nok baade hjemme og ude, uden det slog Kræfterne næppe til. Men nu og da rives man dog ud af denne noget sløvede Tilværelse, det blev Tilfældet hos mange, der havde kendt og skattet Peter Petersen, da Budskabet om hans Død bragtes.
Da jeg meddelte en ven fra Graasten Egnen, at jeg havde mistet en god Ven, skrev han omgaaende, ja, men det var ogsaa min Ven. Jeg lærte ham tilfældig at kende, og jeg saa snart, hvor afholdt han var blandt sine kammerater, og hvor blev jeg nu ked af at vide, at dette prægtige Menneske ikke var mere.
P. J. Petersen fyldte sin Plads, saa længe han havde den iblandt os. Hans havde den lykke at sprede Glæde og Lys om sig, hvor han færdedes. Han var tro i sit Kald, tro mod sit Hjem og sin Hjemstavn, hans navn og hans Minde vil bevares i det Land og Folk, der fra tidlige Aar fik hans Kærlighed.
Flensborg, den 24, Februar 1918
J. N. Jensen. |