| Levnedsskildring |
3/
i Daler, hos hvem han i længere Tid modtag Undervisning i Violinspil. Ved Siden af denne Undervisning var der altid Lejlighed til en hel Del andet tillige for den trofaste Lærer. Det gode Forhold mellem de to opretholdtes ogsaa i Aarene derefter og var til gensidig Glæde.
Som voksen søgte P. J. Petersen at faa en alsidig praktisk Uddannelse. Han tog Plads hos driftige, dygtige Landmænd, han vilde lære af andres Erfaring. Blandt andet var han to Aar hos Forpagter Kr. Linnet paa Solvig.
Vinteren 1902-03 var P. J. Petersen Elev paa Lyngby Højskole. Opholdet her var ham til baade Gavn og Glæde. Da han senere vilde paa Landbrugsskole drog det ham igen til Lyngby, og han var da Elev paa Landbrugsskolen her Vinteren 1907-08. Frisk og modtagelig, som han var, bragte disse Skoleophold ham et rigt Udbytte ogsaa gennem Samlivet med Kammeraterne. Af dem var han afholdt, og det var ikke de daarligste af dem, han kom i nært Forhold til.
Uddannelsen i Aandens og Haandens Verden blev afbrudt af to Aars Soldatertjeneste. Han laa som Infanterist i Kønigsberg fra 1903-05. Hvad den Tid krævede, gav han naturligvis med godt Humør, det maatte tages med, om man vilde leve sammen med sit eget Folk.
Midt i Tyverne følte han Trang til at begynde paa egen Haand, og han var velrustet dertil. For et Tidsrum af 18 Aar forpagtede han af en Hjemmetysker en stor Gaard i Tornskov ved Løgumkloster. Gaarden var i en saadan Tilstand, at der trængtes til en Mand,
4/
der var sin Gerning voksen. At det var en saadan der var kommen til Gaarde, kendtes dog snart baade ude og inde.
Det var dog ikke bare med Hensyn til det rent praktiske, at man hurtig forstod, man havde faaet en ny Mand til Sognet. Petersen vilde ikke bare slide for Brødet, han vilde ikke gøre Livet til en Trædemølle, han vilde have Tid til at pleje sine øvrige Interesser tillige og han vilde have Lov til at færdes som fribaaren dansk mand i sit Hjemland.
Tyskerne begyndte sanrt at se skævt til den nye Mand, skønt han ikke kom nogen for nær, men færdedes ret stilfærdig. Men han var sig sin Danskhed bevidst og vidste, hvad han vilde i de Spørgsmaal. Da man fik oprettet en Foredragsforening for Løgumkloster og Omegn, følte Tyskerne, at deres eget daarlige Værk kun stod paa Lerfødder, de maatte tage sig sammen til en Handling, der kunde give Respekt. Man blev enig om, Petersen maatte ud af Sognet - koste hvad det vilde. Gaardens Ejer maatte høre adskilligt, fordi han havde bortforpagtet Ejendommen til en slig Person. Træt af alt dette gik denne da ind paa at opsige Forpagtningen imod at Opsigelsessummen blev ham udbetalt af dem, der krævede Forpagteren fjernet.
I Mellemtiden havde Petersen holdt Bryllup. Det unge Par havde indrettet sig hyggeligt i den kønne Gaard og tænkt sig en lang Fremtid her. Nu kom det jo anderledes, der maatte flyttes, tænkes paa Eiendomskøb et eller andet Steds - helst paa Egnen, Tyskerne skulde ikke komme til at nyde nogen Glæde af deres Muldvarpearbejde. Dog inden det kom saa vidt, kom Krigen og kuldkastede alt.
P. J. Petersen blev blandt de mange der straks ved Krigens Udbrud fik prøjsisk Brutalitet og Vilkaarlighed af føle i fuldt Omfang. Skønt han var uddannet Soldat |