| Levnedsskildring |
var han i lang Tid svag og kunde ikke holde svært Arbejde ud, derfor kom vor Broder Niels hjem fra Amerika at hjælpe ham i 1½ Aar. Da Bror Peter igjen blev bedre foretrak Niels igjen at reise til vore 2 andre Brødre og en Søster i Amerika da han her hjemme var som hjemløs, da han var amerikansk Borger og den Tvang kunde han ikke finde sig i. Kort efter Nyaar 1914 blev Bror Peter forlovet med Pauline Møller fra Borrig og nu fulgte jo for ham en lys og glad Tid som dog formørkedes meget ved vor kære Moders lange Sygdom fra Jul og til hendes død den 22 Juni 1914. Da saa den skrækkelige Krig udbrød blev han indtrukken som Reservist den 17 August og blev uddannet i Flensburg, hvorfra han i Oktober kom til Hamborg og blev andelt i Inft. Res. Regt 75.
I al sin Uddannelsestid var det os ikke muligt, trods store Anstrengelser, at faa ham en Dag paa Orlov, endda han var Landmand og kun havde fremmede Folk paa Gaarden. I Hamborg lykkedes det ham at faa Søndagsorlov og han var hjemme den 1 November, som var sidste Gang vi fik Lov at se ham. Først i November kom han til Lötzen i Ostpreuszen og var med paa Fremmarschen i Februar 1915 i Russik Polen. Igjen prøvede vi alt muligt herhjemmefra for faa ham hjem Orlov, som han længtes saa meget efter, men stadig forgjæves. Han gik meget igjennem der paa Ostfronten, Sult og Strabadser, men han lagde alt i Gud Faders Haand og tog det som det faldt og kunde trøste andre til sig selv. Den 23 August gik de ind i Ossewitz uden at løsne et Skud saa havde de 2 dages haard Marche efter Grodno og han skrev hjem at hans Fødder var totalt gjennemløbne. Saa den 26 August ramte ham den dødb??de Kugle i Skulderen og gik ud af Siden. I to Timer laa han inden han udaandede i sin bedste Wens, Jacob Koch fra Asserballe paa Als Arme. Tungt ramte os dette Sorgens Budskab at vor kære lille Bror var falden som Offer for den forfærdelige Krig og at et stort Savn vil stedse føles naar vi mindes ham, han var en sjælden retlinet karakterfast og livsfrisk Yngling. Hans Minde vil stedse være os dyrebart, vi holdt alle saare meget af ham. Vor bedste Trøst finder vi i hans sidste Hilsen, de bad Fadervor med hverandre; thi med et Fadervor i Pagt skal vi aldrig gyse.
Andreas M. Petersen
Voldgaard pr Bredebro
den 29 Oktober 1917. |