| Levnedsskildring |
I Korthed vil jeg give en Levnedsskildring om min savnede kjære Broder.
Han var den næstyngste og forlevede i Kredsen med sine Søskende en lykkelig Barndom. Vor Fader var fra tidlig Morgen til sildig Aften i Værkstedet og altid fandt Drengene dem ind, for at hjælpe ham. Særlig denne Broder vilde fra tidligste Barndom være Smed, som sin Fader. Efter Confirmation var han saa to Aar i Hjemmet, for at lære Haandværket, saa blev han til videre Uddannelse sendt et Aar til en dygtig Smed i Sønderborg.
Derpaa kom han atter hjem og var indtil han blev indkaldt til Værnepligten vor Fader en tro Hjælper. I Særdeleshed kunde Fader sende ham med Hedste og Plov eller Harve til Marken, hvor han med Omhud og Lyst altid tog Arbeidet af, for vor Fader. Da de andre Brødre strax efter deres Confirmation kom bort fra Hjemmet, var just denne Broder Forældrenes Haab, Støtte og Hjælper.
Allerede før den skrækkelige Verdenskrig udbrød, blev han udtaget til Soldat og dette fyldte hans Sind med Vedmod, da han ikke gjerne vilde bort fra Hjemmet. Da saa Krigen kom, kunde vor kjære Moder næppe tale ham til Rette, da han strax havde en Anelse om, at han ikke kom tilbage. I Efteraaret kom han saa til Flensborg til Ers. Reg. 86, for at blive uddannet. I en Hast hengik de Uger, paa 5. Dez. var han hjemme, for at tage Afsked med sine Kjære og den Tanke, at den kj. Broder ikke kom hjem mere, har ikke forladt ham, thi han havde i et
efterladt Brev omhyggelig ordnet sine Sager.
Saa i Adventstiden, lige inden Juul, blev han med sine
Kamerater, de meste i 19-20 Alderen, sendt til Fronten. Det var sørgelige
Breve, som kom fra ham i Juletiden og ofte skrev han: aldrig mine kjære vil jeg
glemme denne Juul. I vert Brev der kom, haabede han, at det snart matte være
forbi, at de maate komme hjem igjen.
Mere og mere blev de unge Soldater vante til Krigens
Rædsler og med mere Taalmod fandt min kj. Broder sig til Rette. Den største
trøst for ham var, naar han traf Kamerater fra Hjemmet eller fra Nord-Slesvig,
som talede Modersmaalet. Det sidste Brev fra ham dateret den 5. juni 1915 lyder
bl. a: Vi gaar en svær Kamp i Møde, maasked er det sidste Gang jeg skriver til
Eder, den Tanke forlader mig ikke, men saa er det Guds Villie. Skulde der støde
mig noget til, vil M. Thumann fra Egen-Mølle, som er min Under-Officer give
Eder Efterretning.
Allerede om Formiddagen den 6. Juni faldt Thumannn paa
Valpladsen og siden den Tid savnes ogsaa min kj. Broder.
Indlagt tilføjelse:
Al Forespørsel de forskellige Steder har endnu intet Resultat bragt os, saa den Tanke, at ogsaa han er bleven paa Valpladsen vinder mere og mere Rum, da det nu snart er tre Aar siden han savnes.
Fru E. Dieck
født Petersen
Dynneved, d. 24. Febr. 1918 |