| Levnedsskildring |
Levnedsskilding, del 2
Del 1: opslag P-219
at Du vil komme til os igjen, dersom vi maa vende raske tilbage, for vi vil nødig undvære Dig. Og det lovede han. Saa reiste han hjem og blev saa hjemme til d. 4de. Denne skrækkelige fjerde Aug. hvor alle unge og raske Folk maatte drage i Krig.
Ogsaa her, viste han sin Kjærlighed til sit Hjem. Han skrev tidt, men kun kort, altid var bange for og ængste os herhjemme. Og aldrig har vi hørt ham klage, omendskjøndt han har gjort det Forfærdelige med i nesten fire Aar. Kun har han været syg et fjerding Aar, af Tyfus, som han paadrog sig, da han, tillige med mange andre Nordslesviger, havde været saa haart for, ved Hartmannsvieleskopf. Og i disse lange Aar har han altid været med, ved Vestfronten.
Første Gang han havde Orlov, var efter at han havde været syg i Foraaret 1915, siden havde han Orlov hvert halve Aar, kun i Foraaret 1918, da kunde vi ikke faa ham hjem, trods det, at vi gav den ene Ansøgning ind efter den anden, alle kom tilbage med Afslag, endda efter at han var falden kom der en tilbage med Afslag.
I Mai 1917 var han ogsaa hjemme. Og da traf det sig saa mærkeligt, at Niels og Povl maatte reise hjemmefra en Dag, den 24de Mai. Povl var dansk Undersaat, og fik Pas tilsendt, da han skulde paa Session i Danmark og Niels maatte afsted til Fronten. Og dog kunde han ikke faa over sit Sind og drage ad Danmark til. Og da saa de altsaa hinanden for sidste gang.
I Efteraaret 1917 var han altsaa hjemme for sidste gang. Da bad jeg ham og reise til Danmark, men han sagde: Nei nu har jeg gjort saa meget med, nu gjør jeg det med til det sidste, for nu maa det snart faa en Ende.
Saa faldt han den 19 Juni 1918, haart ramt i Hovedet af en Granatsplindt. - Haart savnet af hans Forældre og Sødskende.
Skrevet af hans Stedmoder. Anne Post.
Spandet d. 1 Febr. 1919 |