Levnedsskildring |
Min afdøde Ven og Nabo Christen Petersen var født i Snogbæk paa Sundved, hvor hans Fader var Smedemester. I hans Barndom besøgte han Skolen sammesteds, hvor Schmidt (senere Eier af Voyensgaard) dengang var Lærer. Konfirmeret blev han af Pastor Jessen i Sottrup Kirke. Strax efter Konfirmationen kom han i Smedelære hos S. F. Schlüter i Sønderborg i 3 Aar. Efter endt Læretid og godt bestaaet Svendeprøve, tog han Arbeide hos Smedemester P. Hansen i Tandslet for et Aars Tid. Derfra drog han, for at se noget nyt og uddanne sig videre i Faget, paa Reise. Omtrendt i 2 Aar arbeidede han flere forskjellige Steder rundtom i Tyskland. Da han nu blev indtrukken som Soldat, maatte han opgive sin Virksomhed et par Aar. Han aftjente sin Værnepligt som Infanterist i Wisbaden. Efterat han nu havde været borte i 4 Aar, drog han igjen til Hjemegnen. Først arbeidede han en Tid i Kjær og herefter igjen hos hans gamle Mester i Tandslet, hvor han senere blev forlovet med Pigen Christine Hymøller fra samme By. Da hans Fader var død, mens han var Soldat, og min afdøde Ven nu var 26 Aar, drog han hjem til Snogbæk, for at overtage hans Fødehjem, som kort før var bleven ødelagt ved Ildsvaade. Hans første Arbeide blev derfor, at igjenopbygge Hjemmet. Ægteviet blev han den 14 April 1905 i Sottrup Kirke. Som Smedemester virkede han nu her i 9 Aar, til sine Kunders fulde Tilfredshed. I det hele taget kan jeg kun sige, at han af hans Naboer og hvem han ellers kom i Forbindelse med, var meget skattet og afholdt. Hans elskede Hustru, blev ham en god støtte i alle hans Foretagender, en stor Glæde for dem var at gjøre deres nye Hjem smukt og hyggeligt. For deres 5 Børn var de gode og kjærlige Forældre.
Den første August 1914 afbrød nu for ham, som for uhyre mange andre, hans travle Virksomhed og deilige Familieliv. Den 7 Aug. blev han indkaldt, laa først en 6 Uger i Flensborg og sidst i Sept. kom han til Fronten i Frankrig. Allerede den 7 Okt. blev han saaret i venstre Haand, efter endt Nødforbinding kom han strax med Toget til Tyskland, og herefter eget Ønske til Sønderborg. Her blev Haanden opereret, 2 Fingre blev amputeret og hans Befindelse var helt godt. Husker endnu ham godt, hvor glad og lykkelig han var, da jeg tilfældig, sammen med hans Familie besøgte ham. Desværre indtraadte samme Aften saarfeber og 3 Dage efter døde han. At han var meget afholdt i hans Hjemegn, beviste det store Følge der ledsagede ham til hans sidste Hvilested paa Sottrup Kirkegaard. En smuk Gravsten, reist af hans sørgende efterladte Hustru, pryder nu hans Grav. Af alle der kjendte ham, vil hans Minde stedse blive æret.
Snogbæk den 24 December 1917.
Jens P. Lorenzen, Malermstr. |