| Levnedsskildring |
Som Ven og Nabo er det blevet mig betroet og give en kort Levnedsskildring af vor kære afdøde Ven Rasmus Nissen. Naar jeg nu skal til og skrive noget om hans Liv og Gerning som det formede sig for ham, - ja da synes jeg alligevel at det falder mig saa svært, jeg føler mine Ord bliver saa uendelig fattige. Det jeg gerne først vil sige er: at Rasmus Nissen var et af Mennesker, man altid takkede Gud for at have truffet paa sin Vej. Hans hele Personlighed var præget af Kærlighed, Trofasthed og Ydmyghed. Han var vel nok en lidt tung Natur, dog tidlig fik han ogsaa Livets Alvor og prøve. Allerede som lille Dreng flyttede han med sine Forældre fra Bjolderup, og til Bov i Burkel Sogn hvor Faderen havde købt en lille Ejendom. Kaarene var den Gang ikke saa blide for dem, men ved Flid og Sparsommelighed gik det stadig Fremad. Faderen som i et par Aar ikke havde været saa stærk, døde allerede 1896, og dette blev jo en stor Sorg for hele Familien, dog Moderen og den Afdøde, som den Gang Knapt var 15 Aar, følte det vel nok haardest, og nu først begyndte ret Livets Alvor. Som den ældste af Sønnerne følte Rasmus nu ligesom hele Ansvaret lagt over paa sine unge Skuldre, og det saameget mere som Moderens Helbred havde lidt en hel Del under Sorgen. Som det senere vil ses i et af den Afdødes Breve til sin Hustru hang han endnu efter 20 Aars Forløb med inderlig Kærlighed ved Faderens Minde. Indtil 1910 blev han i Barndomshjemmet, som han og sine Sødskende da havde faaet oparbejdet til og blive en god Gaard. Nu først kunde han begynde og tænke paa sin egen Fremtid. Han købte da en større Gaard her i Lendemark, og her fandt han, om jeg saa maa sige hele sin Livslykke, thi her vandt han sin gode fromme og elskelige Hustru, med hvem han dog kun fik Lov og dele saa kort en Lykke. Deres Samliv varede kun fra 20 Marts 1914 til Krigens Udbrud. Dog blev det denne inderlige Kærlighed, der hjalp ham over alle Savn og Lidelser, dem han siden maatte friste. Det var ogsaa denne Kærlighed, der hjalp ham til, at alt hvad der havde ligget og dæmret i hans Sjæl, da kom til rig udfoldelse. Det Forhold hvori han stod til sit Hjem, sin Kreds og sit Folk, - ja der gør jeg bedst i, selv og lade ham tale gennem Uddrag af sine Breve til sin Hustru.
Han skriver et steds, da er en yngre Bror (Lorens) bleven indkaldt:
d. 2/9 1915.
. . . . . . . . Gud give Lorens og alle der maa lide dernede Kraft og Styrke, baade til Sjæl og Legeme, at de maa kunde naa uskadte derigjennem, Ja min Hustru, nu har vi en mere som vi holder af i det Fjerne. Aa Du, lad ro da klynge os endnu inderligere sammen, og bede Gud i sin Naade bevare os og alle vore Kære. At han er mægtig dertil det ved vi, mig personlig har han vist det mange Gange. - Og Du min egen Hustru, tak at du vil favne mig atter og atter med din rige Kærlighed, hvor godt du dermed gør mig ved Du ikke, knap at jeg ved det selv. Det er en Afglans af den evige rige Kærlighed der aabenbarer sig for os. Ja det er underlig med dette, for jeg synes hver Dag paany at have Dig men mere end den foregaaende. Er det Indbildning ? Nej det er ikke, det er Kærligheden denne underlige Magt, som jo fastere den binder, des friere den gør. - Ja Du, og Tak at Du vil komme til mig, og dvæle hos mig i Højtidsdragt, og den daglige Dragt, baade legemligt og aandeligt; thi dersom det kun var de Dage og Timer da vi havde Søndagstøjet paa vi kunde være lykkelige og glade sammen, da var vor Kærlighed ikke af den rette Slags, da vilde den være lig en hastig opblussende Straaild, som i sin Flamme let vilde beskadige, eller fortære det bedste og fineste to Mennesker kan eje sammen, og som Minde kun efterlade sig en lille Hob Aske, der ved mindste Pust eller Berøring falder sammen; medens vi nu tør tro, ja vi ved at den er i Pagt med den evige klare rolige Flamme som ved sit Lys og sin Varme atter og atter tør oplyse og varme os i Mørket og Kulden rundt om os. - Ja min egen Hustru kan Du saa have det godt. Vor Herre velsigne og bevare os. Han lader sit Ansigt lyse over os, og være os naadige. Han giver os sin Fred, nu og altid; og i Hans Navn er jeg
Din egen R.
I et andet Brev dateret 1 Aug 1915 i Skyttegraven.
. . . . . . . . . Min egen Anna, i aftes fik jeg Dit Brev fra den 27. Tak for alt. Hvordan er det med Dig og Jer alle ? Ja Du, i Dag er det Søndag, siges der, dog for os hernede gaar den ene Dag som den anden, og vi mærker for den Sags Skyld ikke hvordan Tiden og Dagene løber. Men i Dag er det dog saadan, at Tankerne særlig dvæler ved Aaret i Fjor. Det var jo d. 1.8 om aftenen at Mobiliseringsordrene blev opslaaede rundt om i alle Lande |